Håndbold

Klavs Bruun har sat navn på de to sidste VM-spillere

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen og assisterende træner Lars Jørgensen har valgt de to reservespillere til VM i Japan.

Det bliver Nykøbing Falsters målvogter Cecilie Greve og ligatopscorer Mia Rej fra København Håndbold, der rejser med landsholdet til VM i Japan.

Danmarks VM-trup er komplet.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har sat navne på de to spillere, der skal med til VM i Japan som 17. og 18. mand i truppen.

Valget er faldet på målvogter Cecilie Greve, der senest deltog ved en slutrunde, da Danmark vandt VM-bronze i 2013.

Derudover har landsholdsledelsen også peget på København Håndbolds playmaker Mia Rej, der har spillet et forrygende efterår, siden hun vendte tilbage til håndboldbanen i sommer.

- Mia Rej har flere kvaliteter; hun kan spille alle tre bagspilspositioner, og af dem vi havde på listen, er hun blandt dem, der dækker mest op, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Så står vi i en situation, hvor vi får en skade, synes jeg, vi har den bedste mulige afløser med.

Mia Rej var senest udtaget til landsholdet i september 2018. Dengang forlod hun Golden League-kampen mod Polen med en korsbåndsskade.

København Håndbolds store profil Mia Rej udgik af Danmarks kamp mod Polen med en alvorlig knæskade. Video: TV 2 SPORT

Derfor blev Cecilie Greve udtaget

Af landstrænerens bruttotrup fremgår tre målvogtere; Anna Kristensen, Amalie Milling og Cecilie Greve.

Her er valget altså faldet på den af de tre, der har flest landskampe under bæltet.

- Cecilie Greve har gennem længere tid gjort det fornuftigt. Og så har hun prøvet at være til en slutrunde før.

- De gange, vi har haft hende med på landsholdet, har hun også gjort det rigtig, rigtig fint. Så vi er glade for, det har kunnet lykkes at få dem med, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Hvad har Cecilie Greves erfaring betydet i den her sammenhæng?

- Meget. Vi har virkelig talt længe om, at vi har to keepere, der helt sikkert kommer til at være fremtiden, som er dygtige allerede nu.

- Men i den situation, de kommer til at stå i under VM, hvor man kan stå en måned uden at komme i nærheden af spilletid – som er en sværere øvelse end som så, der kræver det noget erfaring og rutine.

Udtaget som reserver

For selvom Cecilie Greve og Mia Rej altså rejser med landsholdet til VM, så har Klavs Bruun Jørgensen gjort det klart for de to, at det bliver som gardering for de 16 spillere, der blev udtaget i første omgang.

- De er taget med for at dække af, hvis der opstår skader. Ellers er udgangspunktet, at det er de 16, der er udtaget, der spiller. Det er dem, jeg håber på kan bære det igennem - og skabe et rigtigt godt resultat.

­- De er ikke taget med for, at hvis der er nogen, der ikke spiller op til standard med det samme, at vi så skifter. Det er klart en skadessituation, der skal gøre, at vi skifter ud, siger Klavs Bruun Jørgensen

- Og det er også den besked, Greve og Rej har fået. Det, tror jeg da også, har gjort, at de lige skulle overveje, hvordan de skulle tackle det.

- Så det er også noget, vi som ledergruppe skal være opmærksom på; at det kan være en vanskelig situation, selvom de fleste nok ville sige, at det er en stor ære at få lov til at være med.

Danmarks trup til VM i Japan:

Målvogtere:

Sandra Toft (Brest-Bretagne), Althea Reinhardt (Odense Håndbold) + Cecilie Greve (NFH)

Fløjspillere:

Lærke Nolsøe (NFH), Freja Cohrt (Odense Håndbold), Trine Østergaard (Odense Håndbold), Simone Bøhme (Siofok)

Bagspillere:

Anne Mette Hansen (Györ), Kristina Jørgensen (Viborg HK), Line Haugsted (Viborg HK), Mie Højlund (Odense Håndbold), Stine Jørgensen (Odense Håndbold), Lotte Grigel (Nantes), Louise Burgaard (Metz) + Mia Rej (København Håndbold)

Stregspillere:

Stine Bodholt (Nantes), Kathrine Heindahl (Odense Håndbold), Sarah Iversen (Herning-Ikast Håndbold)