Håndbold

Nikolaj Jacobsen kom med på et afbud, men hans debut gjorde formanden paf

Bent Nyegaard så til i kulissen, da Nikolaj Jacobsen var med ved EM i 1994.

En ny bog fortæller historien om Nikolaj Jacobsen - landstræner for Danmarks håndboldherrer.

Torsdag 7. november udkommer bogen 'NIKOLAJ - fra legebarn til verdensmester'.

Den handler om Nikolaj Jacobsen, som i det sydfynske udviklede sig til et af Danmarks største håndboldtalenter. Og som sidenhen er gået trænervejen, hvor han i januar førte herrelandsholdet frem til den første VM-medalje af guld.

Bogen er skrevet af Kurt Lassen og er udkommet på forlaget Momenta.

TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et uddrag af bogen.

Vi befinder os i Nikolaj Jacobsens ungdomsår, hvor han har succes med nærmest al sport, han kaster sig over. Specielt har han vist et højt niveau i ungdomsrækkerne hos både fodboldklubben OB og håndboldklubben GOG. Blandt andet på grund af økonomiske årsager blev det håndbolden, som fik den største fokus.

På sportsefterskolen i Oure begynder han at overveje et fuldtidsjob inden for idrætten.

Uddrag fra kapitel 2 - I sportens skolegård ude på en mark

Man kunne sige det ret banalt, at det gik op for Nikolaj, hvad han gerne ville være i livet, hvad han kunne se sig selv bidrage med. Idrætslærer, måske. Mere en indstilling til tilværelsen end et sikkerhedsnet.

Forsiden af bogen 'NIKOLAJ'.

Mest af alt var han håndboldspiller. Nu. Ikke at det måtte briste eller bære, men håndbolden var present og stærk, en sportslig livskraft, en motor i hverdagen. Jo, han var en dygtig fodboldspiller, og efterskoleeleverne skulle stå tidligt op for at slå ham på tennisbanen ovre ved siden af lærerværelset.

Idrættens legebarn, der ikke kunne sidde stille ved et skolebord, men sagtens kunne slå en baghånd i eftertænksom refleksion, og hvad der mon skulle til for at slå selvsamme baghånd til perfektion? Det perfekte spark. Skruebolden ude fra fløjen eller indspillet til stregen var eksistentielle udfordringer og tanker, der snildt kunne fylde en halv opvækst.

Nå ja, og livets lethed. Festerne og pigerne, kammeraterne og ikke én Midtfyns Festival gik Nikolajs tilstedeværelse forbi. Dog altid i GOG-outfit, for han havde ikke råd til selv at betale for armbåndet ude i de smuksvungne bakker ved Ringe. Nikolaj passede GOG-vagter i boden eller tjekkede armbånd ude på campingpladserne. Og festede imellem arbejdsopgaverne.

Der skulle penge i kassen. Også til huslejen hjemme hos mor og brødrene. Kørekortet måtte vente, indtil der var råd. Livets tungere sider – Nikolaj var ikke forsørger, men måtte spæde til som eneste snart voksne mand i huset, der ikke længere lå inde i Oure.

Brødrene og deres mor var flyttet lidt uden for byen, en kilometer tættere på hallerne i Gudme, til Albjerg, hvor de havde fundet et lille hus. Dét inde i Oure var blevet solgt, og Nikolajs far og mor var blevet skilt. Det gik ikke længere.

Faderen havde svært ved livet, flasken havde fået magten, og han sad mere henne i værkstedet hos mekanikeren end passede sine familiære pligter. Det var synligt for hans omgivelser, også når han kom i hallen, hvor han ellers var afholdt som en meget indlevende holdleder, blandt andet i en periode for førsteholdet. Han trak sig mere og mere til sin bopæl på Vejstruplund, som han var flyttet tilbage til.

Hans mor havde job som sekretær, fulgte Nikolajs håndboldkampe, så godt hun formåede, var stadig holdleder i klubben og holdt hjemmet og skolegangen kørende for de to yngste.

Nikolaj havde været vant til at passe på sine brødre – reddet dem ud af klammerier i skolegården, som storebrødre gør. Et parallelliv, for som fem og seks år ældre end sine brødre var Nikolaj også nødsaget til at passe på sig selv. Til at honorere chancerne, tage de udfordringer, der definerer en ung mands mål i livet.

Mange af målene kunne aflæses direkte på kamprapporten efter endnu en sejr i den filurfarvede GOG-dragt. Rigtig mange endda. Nikolaj Jacobsen var topscorertypen, der bragede ind på første- og 1. divisionsholdet på nogenlunde samme vis som den lørdag, han havde overbevist Poul Syberg om, at han nok kunne gøre sig på U12-holdet om søndagen.

Han lavede ting, der fik mig og Bent Nyegaard på andre tanker

Poul Syberg

Efter tre år i klubben havde Bent Nyegaard i 1987 ført GOG’s herrer op i landets bedste række, den daværende 1. division, men den tidligere ungdomslandstræner, der også havde gjort sig i Reykjavik på Island og inde i Odense hos KFUM, havde besluttet sig for at søge vestover til sin gamle holdkammerat fra Tarup Paarup-tiden, Anders Dahl-Nielsen, i Ribe.

Det kostede en nedrykning i Ribe, og selvom det var gået GOG godt i Nyegaards afstikkersæson, og GOG fik sølvmedaljer i debutsæsonen, så havde træner Niels Henning Jørgensen fået silkesnoren i løbet af sæsonen. Poul Syberg havde selv taget over, han havde endnu ikke iklædt sig formandskasketten, men var bestyrelsens foregangsmand og beslutningstager, og han hentede Bent Nyegaard tilbage som klubbens førsteholdstræner.

Poul Syberg havde ikke gjort brug af Nikolaj Jacobsen, der som 17-årig var den altdominerende spiller på ynglingeholdet. Han fik debut på ynglingelandsholdet, i dag U18-19-landsholdet, og Poul Syberg observerede fra sidelinjen det samme mønster i Nikolaj Jacobsens entré på klubbens 1. divisionshold, da Bent Nyegaard tog over i efteråret 1988.

- Eller det var først i sæsonen efter, da Nikolaj var blevet andetårsyngling, han blev hentet op, og det skete næsten på samme måde som dengang, han var 12. Det var også mod SH Svendborg. Vi manglede en spiller, og derfor var Nikolaj med. Jeg stod og kiggede lidt paf på hans spil. Det havde jeg faktisk ikke set komme.

Nikolaj Jacobsen startede sin professionelle karriere i GOG.

- 'Hold da kæft', tænkte jeg – akkurat som dengang. ’Den lille lort’. Han var ikke ret stor, men han lavede ting, der fik mig og Bent Nyegaard på andre tanker. Nikolaj spillede sig hurtigt ind på førsteholdet og gjorde det fantastisk som venstre fløj. Han var en af de fire-fem bedste i sin debutsæson.

- I modsætning til i dag trænede man ikke så fysisk, og derfor var det usædvanligt, at en første-, andet- eller tredjeårssenior kunne være konstant med. Så skulle de være rigtig gode. Det var Nikolaj.

Bent Nyegaard var dog begyndt at pusle mere fokuseret med den fysiske træning. Man så konturerne af mere markeret muskelmasse i de større klubber, der havde økonomi til at øge træningsmængde og vægten på stængerne i styrkerummene.

Håndbolden befandt sig i et vadested eller i transformation fra forening til forretning, de færreste trænere kunne bruge alle vågne arbejdstimer på at udtænke træningsplaner, og de fleste var tvunget til et dobbeltjob. Også Bent Nyegaard, der nu fint kunne afse tid til at være en halvhård hund med hang til både Coopertest og flere træningstimer.

Som uddannet skolelærer kunne Bent Nyegaard også se potentialet i unge mennesker. Med en tilegnet spidskompetence i at vurdere et håndboldtalent. Også om vedkommende havde blik og forstand udi metieren, om en spiller havde et udsyn, der rakte længere end den næste dribling.

Den slags værdsatte træneren, der havde været projektansvarlig for ”Avisen i undervisningen” i nationalt folkeskoleregi og var konsulent på Fyens Stiftstidende ved siden af trænerjobbet. Bent Nyegaard afholdt sig ingenlunde fra at kigge lidt dybere ind, og han fik med det samme øje på mere end en enstrenget fløjspiller:

- Du behøvede hverken være mig eller et andet klogehoved for at se, at her var der én, der kunne noget, som almenvellet i hvert fald ikke kunne. Fra jeg satte ham ind i den kamp i Svendborg, kunne alle se, at han var et teknisk vidunder.

- Altså, han var en lille fyr, men med en meget kraftig muskulatur, lægmuskler og lårmuskler, lille og tæt, og så løb han oppe på tåspidserne. Det var et lyn, vi havde med at gøre, når det rigtig gik for sig. Og i modsætning til de fleste andre fløje dengang og i dag så kunne han spille duelspil.

Nikolaj Jacobsen i DM-finalen mod Kolding i 1995.

- Hvis der stod en fløj i det andet forsvar og mente, at han bare skulle stå dér og vente på, at Nikolaj sendte en aflevering tilbage til bagspilleren igen – stakkels ham, for det gjorde Nikolaj ikke. Han gik ind og udfordrede dem og var så sindssyg fintestærk.

- Som han også gjorde i sin debutkamp, og alle, der kiggede på, tænkte: ’Hvad fanden skete der lige der?’. Den allerførste aflevering sendte han lige netop ikke tilbage, men fangede ham fløjen, der dækkede op, direkte i øjnene og satte så finten ind. Han faldt ikke om, men anede ikke, hvad der foregik, og Nikolaj strøg forbi og scorede så let som ingenting. Det var vildt imponerende.

- Nikolaj var sådan én, man som træner hurtigt kom tættere på. Han var åben og udfordrede dig hele tiden. Det var ikke sådan, at jeg havde dybsindige samtaler med ham. Sådan et forhold fik vi først senere. Men helt fra begyndelsen og i alle årene, jeg kom til at have ham som træner, havde han klare holdninger til spillet. Gav udtryk for dem: 'Nu gør vi sådan, a, b og c'.

Nikolaj havde fået talentet i nådegave. Og så lagde han langt over 10.000 timer oveni

Bent Nyegaard

- Jeg skulle ikke specialisere ham som fløj eller håndboldspiller i det hele taget. Specialiseringen ordnede han helt selv, fordi han jo var i nærheden af en bold hele tiden. Jeg hørte en podcast for nylig med Anders Dahl-Nielsen, hvor han fortalte om dengang i 70’erne, at han kunne spille noget basketball, lidt fodbold, han var et boldtalent og et legebarn. Det er sådan nogle typer, der bliver helt store spillere.

- Mit system gik i bund og grund ud på, at hvis vi skulle være dygtigere end de andre, skulle vi være flittigere end de andre. Vi trænede mere. Hver dag. Også om lørdagen. Og Nikolaj snød. Han var ikke så meget for løbeturene – han kunne altid finde en genvej. Men der var ét sted, han ikke snød. Han snød ikke med at lege.

- Der har gået så mange historier om, at han var en lille svindler med sin løbetræning og fysiske træning, og det var han. Man skal bare huske på, at det, han ikke fik gjort på løb og fysik, fik han gjort med leg. Teknik, skudfinter, afslutninger, hele paletten. Så man kunne egentlig vende det om og sige, at Nikolaj trænede mere end de andre. Han var flittigere end de andre.

- Han var alt det modsatte af den specialisering, man ser i en meget tidlig alder i dag. Så skal man kunne holde bolden i luften 250 gange som otte- eller niårig for at komme ind på en fodboldklubs skoletilbud. Nikolaj kunne tage 500 på foden, fordi han syntes, det var sjovt. Alt, han syntes var sjovt, trænede han til perfektion. Han vidste så ikke selv, at han havde nået perfektionen, for han trænede bare videre.

- Den der med, at man bliver god til noget, hvis man træner mere end 10.000 timer, selvom man ikke har talentet, kan der sikkert være noget om. Nikolaj havde fået talentet i nådegave. Og så lagde han langt over 10.000 timer oveni. Når man kigger tilbage på det, begynder man også at få fornemmelsen af, hvad det var for en spiller, jeg og GOG havde fået fingre i. Noget helt specielt.