Håndbold

GOG sælger profil til tysk håndbold

Arnar Freyr Arnarsson i aktion for GOG i årets udgave af Champions League

Den stærke islandske stregspiller Arnar Fryer Arnarsson skifter GOG ud med Melsungen i den kommende sæson.

Det bliver kun til en enkelt sæson i GOG for den islandske stregspiller Arnar Freyr Arnarsson.

For som TV 2 SPORT kunne fortælle for et par måneder siden, så er det slut med dansk håndbold til sommer. Det melder GOG nu ud på klubbens hjemmeside.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det kun blev til en enkelt sæson i gult, lyder det på hjemmesiden.

- Men sådan er det, når man har gode spillere, så vil andre klubber også have fingre i dem. GOG er ofte et springbræt til de større ligaer, og det er vi stolte af.

På klubbens hjemmeside nævner man ikke den kommende arbejdsgiver, men det bliver Bundesliga-klubben Melsungen, som kan glæde sig over den islandske forstærkning. Det fremgår af klubbens hjemmeside.

- Vi får med Arnar Freyr Arnarsson en spiller, der besidder et stort potentiale, siger klubbens bestyrelsesformand Axel Geerken.

- Han har allerede nu et pænt niveau i betragtning af, at han kun er 23 år. Det passer perfekt til vores strategi om at samle et mandskab med perspektiver, som vi kan udvikle.

Kompensation til fynboer

Selv er den 201 cm store stregspiller også ganske godt tilfreds med at træde op på et endnu højere niveau end den danske liga.

- Enhver spiller drømmer om at spille i den stærkeste liga. Det er ikke anderledes med mig. Den drøm får jeg opfyldt med skiftet til Melsungen, lyder det fra Arnarsson til klubbens hjemmeside.

Egentlig havde Arnar Freyr Arnarsson kontrakt med fynboerne frem til sommeren 2021, men smutter altså før tid.

Men den slags er ikke gratis, fremgår det af GOGs hjemmeside.

- Vi havde gerne beholdt Arnar i GOG. Til gengæld har vi fået en god økonomisk kompensation for at slippe ham før tid, som vi oftere og oftere får for vores spillere.