Håndbold

Herning-Ikast forlænger med målvogterikon

Sabine Englert har været i klubben siden 2009.

Ifølge Herning-Ikasts sportschef er det en institution i klubben, som har forlænget sin kontrakt.

Herning-Ikast vil i yderligere en sæson have stor tysk rutine mellem målstolperne.

37-årige Sabine Englert har sat sin signatur på en kontraktforlængelse, så den først udløber i sommeren 2021.

Det oplyser sidste års DM-sølvvindere i en pressemeddelelse.

Målvogteren har været en del af klubbens historie siden 2009. Dengang havde hun ikke forestillet sig, at hun skulle blive i så mange år, som hun er i færd med. Men hun er ikke i tvivl om, at det er det rigtige.

- I min alder begynder man selvfølgelig også at gøre sig tanker om, hvad der skal ske efter håndbolden, men jeg synes stadig, at det er sjovt at spille, og jeg synes, at vi har et rigtig godt og spændende hold i Herning-Ikast Håndbold.

- Jeg kan se, at jeg stadig kan bidrage i ligaen, og jeg vil gerne være med til at udvikle og hjælpe vores hold. Med mine mange års erfaring kan jeg give erfaringer videre, og i kampe kan jeg måske give holdet mere ro, fordi jeg har stået i mange forskellige pressede situationer gennem årene, fortæller den rutinerede målvogter.

En institution i klubben

I denne sæson er Englert den femtebedste målvogter målt ud fra redningsprocenten. Efter 10 kampe ligger den på 40,2 procent.

Sportschef Jakob Mølgaard Christensen er glad for, at klubben kan holde på så god en målvogter.

- Vi har et stærkt hold her i HIH, og vi er glade for, at en klasse-keeper som Sabine Englert tror på projektet og tager endnu en sæson i målet. Hun er en meget vigtig del af truppen, og hun udgør en fantastisk målvogterduo sammen med Jessica Ryde, som hun er med til at udvikle.

- Gennem flere sæsoner nu har Englert været skadesfri, og hun holder fortsat et meget højt niveau og er kampafgørende for os, selv om hun er oppe i årene for en håndboldspiller. Hun må efterhånden siges at være en institution her i HIH og i dansk håndbold, og vi er stolte over at have hende i klubben.

Tyskeren begyndte sin karriere i TV 1905 Mainzlar, inden turen gik til Bayer Leverkusen, Hypo Niederösterreich og siden Herning-Ikast.

Hun spillede på det tyske landshold fra 2001-2009, hvor det blev til 206 landskampe.

I sidste uge forlængede Herning-Ikast også med anføreren, Stine Skogrand. Nordmandens kontrakt løber nu frem til sommeren 2023.