Håndbold

Jan Paulsen scorer ny cheftrænerpost

Jan Paulsen i sin tid i Mors-Thy (ARKIVFOTO).

TM Tønder har taget konsekvensen af skuffende resultater i denne sæson.

Ikke tilfredsstillende.

Sådan betegner TM Tønder sæsonens pointhøst med otte point i ti kampe. Derfor har klubben efter weekendens 15-måls nederlag til Sydhavsøerne valgt at fyre cheftræner Torben Sørensen.

– Vi har været utrolig glade for samarbejdet med Torben, men nogle gange skal der nye kræfter til, og det punkt er vi nået til nu i samarbejdet. Vi ønsker Torben god vind fremover, siger Kim Wittenkamp i en pressemeddelelse.

En klub med ambitioner

Klubben frister en tilværelse på 10. pladsen i 1. division. Seks point fra de eftertragtede pladser om oprykning. De kampe, som TM Tønder var en del af i sidste sæson. Hvor de blot var en enkelt sejr i playoff-opgørene mod KIF Kolding fra at rykke op i landets bedste håndboldrække.

For at få vendt den resultatmæssige dårlige stime har klubben ansat en erfaren træner. Jan Paulsen. Manden, som førte Mors-Thy til en overraskende DM-semifinale i 2013.

– Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af TM Tønder. Det er en klub med ambitioner, som jeg håber at kunne indfri sammen med en flok talentfulde spillere. Jeg glæder mig til at vende tilbage til trænergerningen igen og ikke mindst stå i spidsen for et hold, hvor der er masser af potentiale og muligheder, siger den tidligere landsholdsspiller.

Hjalp Ribe-Esbjerg til fremgang

Jan Paulsen overtager træningen fra på torsdag. Når det i weekenden gælder hjemmebaneopgøret mod Skovbakken, vil det derfor også være med ham ved sidelinjen.

KIF Kolding vandt 33-28 over TM Tønder. Med sejren er KIF Kolding stadig en del af herrernes håndboldliga i næste sæson. Video: Malthe Henriksen

Ringsted fører 1. division foran Skive og Otterup. Det bedste hold rykker direkte op, mens nummer to og tre kæmper om at spille playoff-opgørene mod taberen af nedrykningsspillet i Primo Tours-ligaen.

Udover et ophold i Mors-Thy har Jan Paulsen også været træner i Randers HH. I sidste sæson blev han hentet til Ribe-Esbjerg for at supplere cheftræner Lars Walther. På dette tidspunkt havde det stortsatsende hold kun fået fire point i ni kampe og lå næstsidst. Ribe-Esbjerg sluttede sæsonen på niendepladsen.