Håndbold

Landsholdsspiller har planen klar til topbrag mod Odense

Mia Rej tror på, at København kan slå ligaens andenplads.

København Håndbolds topscorer, Mia Rej, ser frem til kampen mod Odense Håndbold, og hun kræver en sejr.

Du kan følge med i den fulde spillerunde på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Alle spillerne skal på banen, når der er sidste spillerunde i den bedste danske dameliga.

København Håndbold og Odense Håndbold tørner sammen i et topbrag. Københavnerne kan med en sejr spille sig á point med Odense-holdet, og de vil dermed dele andenpladsen i ligaen. Hjemmeholdet har taktikken på plads og er klar til kampen.

- Vi vil selvfølgelig prøve at undgå at stå i seks-mod-seks-angreb, da Odense er stærke her. Derudover skal vi stå godt i forsvaret og løbe en masse kontra. Vi har ikke gjort noget specielt for at forberede os. Vi ved, hvad vi skal gøre, siger Mia Rej til TV 2 SPORT.

Cheftræner Claus Mogensen fortæller, at kampen bliver lidt af en test for dem, da Odense absolut er mesterskabskandidater, siger han.

- Vi møder ligaens største fysik, og vi ser frem til at blive prøvet af mod dem. Derfor er det også vigtigt, at vi får leveret en meget solid kollektiv præstation, hvis vi skal have en chance. Vi skal virkelig være stærke sammen, og hver enkelt klar til at eksekvere, når hun har muligheden, siger han til holdets hjemmeside.

Sidste ligakamp inden slutrunde

Den fulde spillerunde er samtidig den sidste inden VM-slutrunden i Japan, hvor Mia Rej er udtaget som reserve.

Det er en rolle, hun ikke har prøvet før, men alligevel vil hun give sig alt.

- Jeg tror, at det bliver rigtig spændende. Jeg er ikke så vant til at være reserve rent klubmæssigt. Jeg vil gå ind med det med positivt sind og bidrage med det, jeg kan. Så håber jeg, at vi præsterer rigtig godt, siger Mia Rej.

TV 2 SPORT sender live fra den fulde spillerunde, hvor der bliver stillet igennem til samtlige syv kampe.

Få overblikket over den fulde spillerunde herunder:

  • Kl. 19.15: København vs. Odense – TV 2 SPORT
  • Kl. 20.00: Randers HK vs. Herning-Ikast – TV 2 PLAY
  • Kl. 20.00: Viborg vs. Silkeborg-Voel – TV 2 PLAY
  • Kl. 20.00: Aarhus United vs. TTH Holstebro – TV 2 PLAY
  • Kl. 20.00: Esbjerg vs. Skanderborg – TV 2 PLAY
  • Kl. 20.00: Horsens vs. Ajax København
  • Kl. 20.00: EH Aalborg vs. Nykøbing-Falster