VM håndbold

Dansk profil er ét stort smil - endelig skadesfri før VM

Viborg HK-spilleren Line Haugsted har ofte været plaget af skader, men nu ser det endelig ud til, at hun drager helt frisk til en slutrunde.

Smilet var på ingen måde til at skjule hos 25-årige Line Haugsted, da bagspilleren gjorde status på den skade, der den seneste periode har drillet hende forud for VM-slutrunden i Japan.

Meldingen er, at skulderen igen har det rigtig godt. Det bedste siden en operation i sommer, selvom den igen i sidste måned begyndte at volde problemer.

- Det var rigtig godt at få operationen, men det har også taget lidt længere tid at komme tilbage, end jeg lige havde regnet med. Så fik jeg den irritation uden på ledet for en måned siden, som jeg fik en blokade for, og nu er den bare klar igen, og den bomber også nogle kasser ind, lød det optimistisk fra Haugsted onsdag aften.

'Det er dejligt'

Her var der fuld spillerunde i kvindernes håndboldliga, og samtidig markerede det afslutningen på efterårets kampprogram hos Viborg HK, der spillede uafgjort 27-27 hjemme mod Silkeborg-Voel.

Line Haugsted stod for tre mål på otte forsøg, og hun erkender da også, der mangler lidt i timingen og kontrol af skulderen, når hun afslutter. Det vigtigste er dog, at der ingen smerter er, og hun nu kan tage frisk og frejdig til VM i Japan sammen med resten af landsholdet.

- Det er dejligt. Jeg glæder mig meget til at være med fra start til slut og kunne bidrage med det, jeg kan, uden man halter lidt. For så bliver det aldrig rigtig godt.

Primært tiltænkt rolle i Danmarks forsvar

Trods klarmeldigen - både i forhold til overhovedet at spille, men også til at bombe mål ind - så er aftalen med landstræner Klavs Bruun Jørgensen, at Haugsteds umiddelbare rolle bliver i forsvaret, hvor hun skal agere klippe og stoppe modstanderne.

- Umiddelbart ja, så tror jeg, at rollen er, jeg primært skal dække op. Det er for at spare kroppen, og Klavs synes, det er der, jeg har de største kompetencer på holdet. Men det kan være, jeg kan overbevise ham om, jeg skal have et par skud ind i mellem, lød det fra en smilende Haugsted.

Sidste år døjede Haugsted med problemer omkring en tå, hvilket betød, hun endte med først at slutte sig til den danske EM-trup midt under turneringen i Frankrig.