VM håndbold

Herning-Ikast forlænger med norsk VM-spiller

Helene Fauske kom til Herning-Ikast i 2017. John Randeris / Ritzau Scanpix

Den norske landsholdsbagspiller Helene Fauske har forlænget sin kontrakt med Herning-Ikast, så den løber frem til sommeren 2022.

Helene Fauske skal om lidt med Norges landshold til VM i Japan.

Her kan hun stige ombord på flyet velvidende, at hun har styr på fremtiden, som til sommeren 2022 fortsat hedder Herning-Ikast i den danske håndboldliga.

- Jeg har flyttet mig meget som spiller, siden jeg kom til klubben, og jeg føler, at jeg kan udvikle mig videre både som spiller og som person her i HIH, hvor jeg trives og bliver udfordret inde på såvel som uden for banen, siger Helene Fauske i en pressemeddelelse.

Den 22-årige bagspiller skiftede til den midtjyske klub i 2017, og har siden spillet sig til en plads på det norske landshold.

Derfor er Herning-Ikast også glade og stolte over, at de har formået at få hende til at binde sig til klubben.

- Det sender et stærkt signal til omverdenen, når en spiller af Helenes kaliber tror på vores projekt, vores målsætninger og vores udviklingsmiljø, siger sportschef Jakob Mølgaard Christensen.

Høje ambitioner

Ambitionerne i klubben, der i sommer vandt DM-sølv, er tårnhøje. Det slår både Fauske og sportschefen fast.

- Sidste år vandt vi sølv, og mit mål er, at vi igen i denne sæson skal hente medaljer, hvilket vi har holdet til. Derudover ville det være det fedeste, hvis vi en dag kan komme i Champions League. Det ville jeg elske at opnå med dette hold, lyder det fra Helene Fauske.

- For klubbens vedkommende sikrer den kontinuitet på en vigtig position, hvilket er afgørende, når man har ambitiøse målsætninger. Denne toårige forlængelse signalerer med al tydelighed, at vi i Herning-Ikast Håndbold er på vej, siger Jakob Mølgaard Christensen.

Herning-Ikast har en vigtig kamp i EHF Cuppen på programmet mod Nykøbing Falster på søndag i Ikast.

Her spiller de to hold om at komme videre til gruppespillet.