VM håndbold

Landstræneren giver status på VM-profiler efter topbrag

Klavs Bruun Jørgensen og Danmark tager hul på VM om godt to uger. Loic Venance / Scanpix Denmark

Klavs Bruun Jørgensen er yderst tilfreds med niveauet hos de VM-spillere, der onsdag var i aktion i topbraget mellem København og Odense.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen sad onsdag på lægterne, da København slog Odense med 31-29 i kampen om andenpladsen i dameligaen.

Han fortalte godt nok i forbindelse med kampen, at han på nuværende tidspunkt ikke koncentrerer sig om spillernes niveau, men lever i nervøsitet over, om der kommer skader, men derfor kunne han alligevel give en status på de syv VM-spillere, der var på banen.

Kathrine Heindahl

Stregspiller, Odense

- Hun har set rigtig godt ud. Hun har døjet med småskader hist og her og ikke har kunnet følge alle træninger i længere perioder. Det fungerer rigtig godt for hende nu, og jeg synes, hun ser skarp og fit ud. Hun spiller relativt meget for Odense uden at pive, så det ser fornuftigt ud.

Mie Højlund

Bagspiller, Odense

- I et eller andet omfang kommer hun helt sikkert til at spille højre back, men ikke ligeså meget som for Odense. Hun kommer også til at spille venstre back og playmaker. Kunsten med hende bliver ikke at smide hende for meget rundt hele tiden, men at give hende noget ro. Vi skal bruge den eksplosivitet og det skud, hun har. Bliver det for diffust, kan det blive svært at få noget godt ud af hende.

Stine Jørgensen

Playmaker, Odense, landsholdsanfører

- Hendes anden halvleg var især opløftende at se, hvor hun har mange skud fra distancen og ikke så mange af de her halvsjuskede indspil som i første halvleg. Det er rigtig positivt, og hun træner godt, hører vi fra Odense, så det er godt.

Althea Reinhardt

Målmand, Odense

- Jeg synes bestemt, hun er kommet tættere på Sandra Toft, men det har også hele tiden været planen. Hun var til at starte med med som andetvalg, men nu ser jeg et mere lige målmandspar end tidligere. Allerede sidste år ved EM spillede hun relativt meget. Hun er helt sikkert kommet tættere på en lige fordeling af tiden – alt efter hvordan de klarer det.

Trine Østergaard og Freja Cohrt

Fløjspillere, Odense

- De har gennem sæsonen været stabile, som de plejer. Freja, som er den uprøvede rent slutrundemæssigt, har været stabil gennem lang tid for Odense og har generelt en fed energi. Hvis jeg skal være hård ved hende, er hun lidt uheldig og også sjusket ind imellem, men ellers har hun været god. Med hende og Lærke Nolsøe har vi et stærkt makkerpar.

Mia Rej

Playmaker, København (reserve i VM-truppen)

- Hun ser fornuftig ud, og det har hun jo gjort stort set hele den her sæson. Vi var godt klar over, hun har været godt kørende. Det var positivt.

- Men hun har ikke været med på landsholdet i et helt år. Vi var meget i tvivl, da vi skulle indkalde til september-samlingen. Der overvejede vi også at tage hende med. Havde hun været med der, havde hun været tættere på at være en del af de 16. Det er den samme snak, vi har inden hver sæson, hvor klubber skifter spillere ud og ind. Så siger man, at det tager tid.

- På et landshold, hvor man skal ind og spille på et verdensmesterskab, så skal man ikke bare tage en spiller ind og så tro, at hun kan spille på samme måde som i ligaen, selvom hun er god og har en fed energi. Hun har også en helt anden rolle i København, end hun ville kunne tage på landsholdet. Hun er med som 17. mand, og så må vi se, hvad der sker. Som udgangspunkt er det for at dække af for skader. Hun får muligheden for at træne sig ind og spille sig tættere på landsholdet. Det er værdifuld tid for hende.

VM-slutrunden begynder den 30. november. Inden da skal flere spillere have overstået europæiske kampe for deres klubhold.