Håndbold

Skjern-stjerne klar til EM - men skal gennemgå en 'nødvendig' operation

Bjarte Myrhol skal igennem en længere operation efter EM i januar.

Skjern-spilleren melder sig klar til EM, men efter slutrunden skal han på operationsbordet igen.

Bjarte Myrhol blev akutindlagt og hastet på operationsbordet for lidt over en ugen siden.

Den stærke norske stregspiller skulle hurtigt opereres på grund af en hul i tarmen og blev meldt ude i ubestemt tid. Nu udtaler han sig for første gang siden operation, og her melder han sig klar til EM i januar, hvor Norge skal spille på hjemmebane. Men efterfølgende skal han igen en tur under kniven.

- Jeg forventer at være tilbage på banen i løbet af ganske kort tid. Hjemmekampen 27. november mod SønderjyskE er målet. Planen er, at jeg spiller fuldt med for Skjern resten af året og tager EM-slutrunden med på hjemmebane, siger nordmanden i en pressemeddelelse.

Han er en fighter, der aldrig giver op. Men samtidig har han også været meget påvirket af det

Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern

- Det er en nødvendighed, at jeg skal gennem en ny operation for at fjerne 20-25 centimeter af tarmen, men indgrebet kan først foretages, når betændelsen om to-tre måneders tid er væk.

- Det nager mig helt vildt, at jeg har ikke har kunnet bidrage til holdet, som jeg har været vant til. Jeg føler, at jeg har spillet min dårligste sæson i karrieren – og det føles så uretfærdigt, fordi jeg ved, at jeg har lagt alle de kræfter i opstarten og i min træning, som jeg altid har gjort. Det har været hårdt fysisk - og ikke mindst mentalt – at starte forfra hele tiden. Efter starten på antibiotika var min krop helt nede, og jeg kunne blot se på mine holdkammerater, der byggede formen op dag for dag, mens jeg kæmpede for at holde mig ovenpå.

'Han er en fighter'

Myrhol forklarer på et pressemøde torsdag, at han sad og drak kaffe, da der gik hul i tarmen, og det blev akut. De ringede til lægebilen, men den kom ikke frem, og så måtte Bjarte Myrhol kone køre ham på sygehuset. Men han kom hurtigt under kniven og er nu ved at komme sig.

Dette betyder, at Skjern kommer til at undvære sin anfører lidt endnu. Men midt i det hele er der stadig lidt optimisme at spore hos bestyrelsesformand Carsten Thygesen.

- Vi tror på, at han kommer tilbage og spiller for os i slutningen af november – måske starten af december. Og forhåbentlig er han også med, når der er EM på hjemmebane i Norge. Så skal han igennem en operation. Så skal der igen holdes pause, og så kan vi håbe, at han er med til slutspillet. Det er drømmescenariet, siger formanden til TV 2 SPORT.

- Han er en fighter, der aldrig giver op. Men samtidig har han også været meget påvirket af det. Han er også godt klar over risikoen ved sygdommen, så det har taget hårdt på ham. Han er vores kaptajn, han er vores leder. Det er ham, der går forrest hver eneste dag til træning og hver eneste kamp. Han er en fantastisk anfører for vores hold.

Myrhol i aktion for det norske landshold ved VM i Danmark i januar.

Det var anden gang inden for fire måneder, at Myrhol blev akutindlagt. Det skrev Skjern for en uge siden. Han har gennem længere tid haft problemer med infektioner i tarmene, som altså medførte en operation.

På blot fire måneder har den erfarne stregspiller måttet starte fra scratch tre gange for at genopbygge formen som følge af sygdomsforløbet.

Bjarte Myrhol har to gange været med til at spille Norge frem til VM-finalen, hvor det begge gange er blevet til nederlag.

EM spilles fra den 10. til 26. januar.