Estavana Polman forlænger med Team Esbjerg
Estavana Polman har forlænget sin kontrakt med de forsvarende danske mestre, Team Esbjerg.
Fremtiden er pĂĄ plads for hĂĄndboldspilleren Estavana Polman.
Hollænderen har siden 2013 tørnet ud for den danske ligaklub Team Esbjerg, og det vil også være her, hun i fremtiden kommer til at binde sine håndboldsko.
Det står klart, efter at den vestjyske klub søndag har offentliggjort, at de har forlænget kontrakten med 27-årige Polman, så den nu løber frem til sommeren 2021.
- Jeg er fortsat glad og har gode følelser, vi kan stadig nå så meget mere med dette hold, og jeg er ikke færdig med projektet, siger Estavana Polman i en pressemeddelelse.
- Team Esbjerg er en dejlig klub, og jeg er glad for at være en del af klubbens planer. Det er mit barn, og det vil jeg ikke forlade.
Det er sjette år i træk, at Estavana Polman folænger sin kontrakt med bare et enkelt år.
Jagter succes i Champions League
Den hollandske landsholdsspiller har de seneste år været en stor profil for Team Esbjerg, hvor hun har været med til at vinde to danske mesterskaber.
Estavana Polman og Team Esbjerg har også i denne sæson lagt ud som lyn og torden. De fører ligaen med seks point ned til nummer to og har allerede sikret sig en plads i den næste fase af Champions League.
- Vi kan gøre fremskridt i Champions League, vi har et godt hold. Vi beviser også, at vi er et af de bedste hold i ligaen. Vi må se, hvordan det kommer til at gå i slutspillet. Jeg tror, vi kan tage endnu et skridt fremad. Vi kan være stolte over, hvad vi har opnået indtil videre, siger hollænderen til DR.
Om under to uger skal Estavana Polman jagte VM-succes i Japan med landsholdskammeraterne fra Holland