VM håndbold

To VM-spillere involveret i dopingskandale - stjerne er frikendt

Eliza Buceschi scorede næstflest mål ved EM sidste år. Fred Tanneau / Ritzau Scanpix

Eliza Buceschi kommer alligevel med til VM, selvom hun var mistænkt for at bryde dopingreglerne.

Dagen før afrejsen til VM har to rumænske spillere fået at vide, at de må blive hjemme.

23-årige Cristina Laslo og 22-årige Bianca Bazaliu bliver begge undersøgt for at have brudt dopingreglerne, og derfor rejser stamspillerne ikke af sted til Japan med holdkammeraterne.

Nummer to på topscorerlisten ved sidste EM, Eliza Buceschi, var også i VM-fare. Hun er tirsdag dog blevet frikendt. Det samme er Daria Bucur.

Alle fire spillere hører til i den rumænske klub Brasov. Her var de i gang med et behandlingsprogram. Et program, som ikke overtrådte de internationale dopingregler. Men de rumænske regler blev ikke overholdt.

- Der er nul tolerance i Rumænien imod alt, hvad der har med doping at gøre. Landet vil ikke blive associeret med doping længere, siger Rumæniens svenske landstræner, Tomas Ryde, til Aftonbladet.

Bazaliu betragtes som backup til holdets største stjerne, Christina Neagu. Laslo er en vigtig brik i det rumænske forsvar.

Cristina Laslo ses her i aktion ved VM i 2018.

Rumænien spiller første kamp ved VM på næste lørdag mod Spanien. Desuden er de i gruppe med Senegal, Kasakhstan, Montenegro og Ungarn. De tre bedste fra hver pulje går videre.

Slutrunden begynder den 30. november.

TV 2 SPORT har forsøgt at komme i kontakt med Tomas Ryde.