Håndbold

Omstridt Århus-profil fik nej til lynskifte - skifter til oprykkere til sommer

Fredericia forstærker sig med Anders Kragh Martinusen, der fik nej fra Århus til at skifte til Champions League-klub nu.

Anders Kragh Martinusen er fortid i Århus Håndbold til sommer.

Det bekræftede Århus-profilen i aftes i nedtakten på TV 2 SPORT efter Århus' nederlag til Skjern efter en turbulent uge, hvor den 26-årige højre back først blev sat af holdet til udekampen mod Ribe-Esbjerg i lørdags af 'disciplinære årsager' - og siden blev taget til nåde igen efter interne møder.

Anders Kragh Martinusen satte ikke navn på sin nye klub på tv, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger skifter han til sommer til ligaoprykkerne fra Fredericia. Her skal han afløse Fredericias anfører Nikolaj Mejl, der stopper karrieren efter denne sæson.

JydskeVestkysten erfarede tidligere onsdag, at Anders Kragh Martinusen har ført samtaler med Fredericia HK. Det er de samtaler, som ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er endt med en aftale. Kontrakten er ifølge flere kilder på plads, og skiftet skulle blive officiel i nærmeste fremtid.

Tilbød ny kontrakt - og afviste bud

Anders Kragh Martinussen havde for nylig også mulighed for at komme til en udenlandsk klub. Den kroatiske Champions League-klub HC PPD Zagreb gerne købe højrebacken fri af hans kontrakt i Århus Håndbold og overtage ham med øjeblikkelig virkning. Men Århus Håndbold takkede nej.

- Det er korrekt, at vi via Anders Kragh Martinusens agent blev gjort opmærksomme på, at Zagreb var interesseret i ham. Vi sagde så, at der var nogle betingelser, der skulle opfyldes, før vi kunne sige ja til det, og de var ikke mulige at opfylde, siger Århus Håndbolds sportschef Peter Bredal til TV 2 SPORT.

En af betingelserne var, at der skulle findes en afløser for Anders Kragh Martinusen, før han kunne få lov at skifte.

- Inden for tre dage fik vi faktisk henvendelser på både Anders Kragh, Nikolaj Læsø og Torben Petersen fra klubber, der gerne ville købe dem fri. Vi sagde nej med det samme til de to og måske til Anders. Men vi kunne ikke få vores betingelser opfyldt, siger Peter Bredal.

Han fortæller, at klubben tidligere på sæsonen tilbød Anders Kragh Martinussen en kontraktforlængelse, som højrebacken dog takkede nej til.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Fredericia HK og Anders Kragh Martinussen til det forestående skifte.