Håndbold

Ærlig GOG-profil efter afklapsning: - Jeg har brændt 56.000 store chancer

Lasse Møller tager en stor del af skylden for, at GOG slet ikke kunne følge med TTH Holstebro onsdag aften.

- Jeg har brændt 56.000 store chancer.

GOG-profilen Lasse Møller var efter 23-33-afklapsningen mod TTH Holstebro ikke bleg for at påtage sig en stor del af ansvaret for den enorme skuffelse.

Bagspilleren, der til sommer skifter til Flensburg-Handewitt, scorede tre mål på otte forsøg, og både nederlaget og den personlige præstation nagede ham efter kampen, da TV 2 SPORT talte med ham.

- Jeg står med en mega tom fornemmelse, siger han og tilføjer senere:

- Jeg tager meget af det her på min kappe. Rent afslutningsmæssigt præsterer jeg ikke, hvad jeg skal. Jeg har en kæmpestor skyld i, at vi er bagud så stort i første halvleg. En halvleg, hvor jeg ikke synes, vi burde være så langt bagud, siger den ærlige bagspiller.

Efter de første 30 minutter var kampen allerede afgjort. Her havde GOG indkasseret hele 20 mål og kun scoret ni selv.

Møller har ikke forklaringen

I forsvaret havde udeholdet også problemer, og betingelserne for fynboerne blev heller ikke nemmere, da Oscar Bergendahl fik rødt kort efter bare fire minutters spil.

Det blev en kamp med flere store afbrændere fra GOG-spillernes hænder, hvor TTH-målvogter Simon Gade stod en stor kamp med en redningsprocent på 48 procent.

- Jeg må kigge indad og finde ud af, hvordan jeg bliver en bedre håndboldspiller.

Har du en forklaring på, hvorfor du ikke præsterer i dag?

- Nej… Hvis jeg havde det lige nu, så ville det være meget nemt at være mig. I morgen (torsdag, red.) skal jeg have fundet ud af, hvordan jeg vil tackle de næste par uger og fundet ud af, hvordan jeg kan hjælpe holdet bedst muligt, for jeg føler, at rent konceptmæssigt spiller vi, som vi skal angrebsmæssigt, men det er fuldstændig lige meget, når man brænder i den grad, siger Lasse Møller.

Vigtig Champions League-kamp venter

Efter nederlaget ligger GOG på en ottendeplads i ligaen med seks vundne og lige så mange tabte kampe.

- Der er ikke nogen undskyldninger. Hvis vi først begynder at finde undskyldninger, har vi allerede tabt resten af kampene indtil jul, siger Lasse Møller.

GOG har allerede en vigtig kamp at se frem mod i weekenden, hvor de møder Wisla Plock i Champions League i en afgørende kamp om at gå videre i turneringen. En kamp, som Lasse Møller trods skuffelsen onsdag ser frem til, ligesom han fortsat er positiv, når temaet er resten af sæsonen.

- Jeg er sikker på, at det over tid nok skal blive bedre. Vi har en rigtig lang sæson tilbage. Vi er inde i et blæsevejr lige nu, og det er efterhånden mange år siden, at vi har været i så stort et blæsevejr. Så det skal nogle gange gå lidt op, før det kan gå op igen.

TTH Holstebro besejrede GOG med 33-23 i Primo Tours Ligaen. Video: Malthe Henriksen