Føler sig snydt: - Det har vi fløjtet straffekast for hele sæsonen
Nordsjælland Håndbold tabte med et mål til KIF Kolding lørdag og var efter kampen utilfreds med ikke at få et straffekast i de sidste sekunder.
Mens de øvrige bundhold i herreligaen oplever pointmæssig medgang, er Nordsjælland Håndbold hårdt ramt af modgang for tiden.
Intet var anderledes lørdag, da KIF Kolding var på besøg i Hillerød.
Med ti sekunder tilbage af ligakampen havde Frederik Iversen mulighed for at sikre Nordsjælland et point, men to Kolding-spillere i feltet og overliggeren kom i vejen.
- Jeg er ikke i tvivl om, at der var straffekast. Det har vi fløjtet straffekast for hele sæsonen, siger Nordsjælland-træner Simon Dahl til TV 2 SPORT.
'Må aldrig bringe os i sådan en situation'
Koldings Jacob Groes lå i feltet, og da Iversen kom sprintende og springende fra sin position på venstre fløj, snublede Alexander Morsten over Groes lige foran Iversen.
Nordsjælland-spilleren tordnede bolden på overliggeren, men dommernes fløjter forblev tavse. Til stor utilfredshed for Iversen og holdkammeraterne, der følte sig snydt for et straffekast.
- Det er vi vanvittigt ærgerlige over (at der ikke blev dømt straffekast, red.), men vi skal aldrig bringe os i en situation, hvor vi er afhængige af en kendelse i sidste sekund for at kunne få et point, når vi spillede så god en første halvleg.
- Selvfølgelig var der straffekast, det synes Kolding givetvis også, men sådan en situation må vi aldrig bringe os i.
Nordsjælland-nedtur i anden halvleg
I første halvleg var Nordsjælland foran med hele syv mål. Pauseføringen lød på 18-12 til hjemmeholdet, men i de sidste 30 minutter kom den så velkendte modgang.
- Min fornemmelse er, at vi i hvert fald ikke fik løbet nok. Vi blev presset af Koldings enorme fysik, som, vi godt vidste, var en kæmpe udfordring for os. Vi fandt ikke samme aggressivitet i forsvaret, som vi gjorde i første halveg, og det betød, at Kolding havde for let ved at score mål, siger Simon Dahl.
- Vi var måske heller ikke dygtige nok til at få løbet hurtig midte, og så kom vi til at slide meget og være låste i vores angrebsspil.
Jagter oprejsning mod tophold
Med nederlaget på 30-29 har Nordsjælland Håndbold fortsat to point på sidstepladsen i herreligaen. KIF Kolding har otte point på 12.-pladsen.
- Resten af dagen vil vi hænge godt og grundigt med skuffen, men så er vi nødt til at få analyseret det her og forberede os til onsdag, hvor vi møder Aalborg.
- Der må vi jagte en ny mulighed for at komme tættere på de andre og bringe lidt liv i bundstriden, siger træner Dahl.
Nederlaget lørdag var Nordsjællands syvende i træk.