VM håndbold

Glat halgulv og maveonde spolerede landsholdets første træning i Japan

Et glat halgulv satte en stopper for store dele af kvindelandsholdets første træning på japansk grund.

Først blev flere spillere fra det danske kvindelandshold i håndbold ramt af maveonde på vej til de sidste VM-forberedelser på den japanske ø Okinawa, og nu har landstræner Klavs Bruun Jørgensen så fået tilføjet endnu et punkt til listen over problemer.

Ved den første træning på japansk jord var gulvet i hallen i Ana Sports Park nemlig så glat, at det danske landshold måtte droppe store dele af den planlagte træning.

- Der var sat nogle aircondition-maskiner op, og det har skabt noget kondensvand i hallen, som de (arrangørerne) ikke lige har prøvet før, så gulvet var relativt glat. Det turde vi ikke tage nogle chancer med, fortæller den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT

- Nervøsiteten var stor under opvarmningen, da der er nogle af spillerne, der har været igennem et par alvorlige knæskader. Jeg tror, de blev lettede, da jeg sagde, at vi bare skulle tage det helt stille og roligt.

Det glatte gulv er dog ikke noget, der for alvor vækker bekymring hos landstræneren, eftersom de japanske arrangører omgående gik i gang med at udbedre problemerne blandt andet ved at smøre kalk på gulvet.

- Allerede da de fik slukket for airconditionen, synes jeg, det blev bedre. Jeg regner ikke med, at det bliver noget problem fremadrettet. Nu har de også smurt noget kalk ud, og jeg har lige været inde at mærke det. Det ser fint ud, så jeg er sikker på, at vi er klar til at træne igen i morgen, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Flere døjer fortsat med maveproblemer

Udover at skulle kæmpe med et særdeles glat gulv måtte landstrænerne også se bort fra flere spillere ved den første træning i Japan.

Således måtte blandt andet Stine Bodholt, Althea Reinhardt, Cecilie Greve, Sarah Iversen og Kathrine Heindahl alle blive på hotellet for at pleje efterveerne fra det maveonde, flere spillere blev ramt af på torsdagens rejse østpå.

- Nogle af dem har haft problemer med at komme ud af sengen, så de har selvfølgelig fået lov til at blive hjemme. Vi håber, vi kan komme igennem det her i løbet af de første fire dage og så få nogle ordentlige træninger en gang i næste uge, lød det fra en optimistisk Klavs Bruun Jørgnesen

Én af dem, der selv led undervejs på den lange rejse til Okinawa, var bagspilleren Kristina Jørgensen, der har fået kæmpet sig igennem den værste sygdom og var tilstede ved den første træning.

- Jeg er lidt smadret, men jeg har det meget bedre end i går, så det er altid noget. Der er 5-6 af os, der har fået maveonde og har kastet rigtig meget op. Det var ikke lige det fedeste. Vi har været isoleret fra de andre og bare været på vores værelser, kunne Viborg-spilleren fortælle til TV 2 SPORT.

Danmark spiller første kamp ved VM lørdag 30. november mod Australien.