VM håndbold

Danmark måtte skifte bold i hvert angreb i VM-test mod drengehold

Danmarks sidste test inden VM blev en besynderlig oplevelse. Håndboldkvinderne mødte nemlig et drengehold, og derfor kunne de ikke bruge samme bold.

Hvis der er nogen, der går og leger med tanken om at blande mænd og kvinder i håndbold, skal der givetvis opfindes en ny bold.

Det mærkede kvindelandsholdet på egen krop ved tirsdagens sidste testkamp inden VM. Her skulle de møde et lokalt High School-hold bestående af halvvoksne mænd i alderen 16 til 18 år. Og de spiller ikke med samme størrelse bold som kvinderne.

Derfor var de nødt til at indgå et kompromis. Et kompromis, der lød på, at der blev skiftet bold ved hvert angreb. Og det var svært at vænne sig til, fortæller håndboldkvinderne.

- Årh, det var mærkeligt. Også fordi at vi hele tiden fik nye bolde, så der var ikke rigtig harpiks på. Og der var sindssyg varmt herinde, så bolden blev lidt glat en gang i mellem. Men det var en sjov oplevelse, siger Stine Bodholdt til TV 2 SPORT.

Og hvis det var mærkeligt for den danske stregspiller, så må det have været endnu værre for den ene af de danske målvogtere.

Althea Reinhardt skiftede bold hver gang, de japanske drenge havde færdigspillet et angreb.

Det var nemlig dem, der stod med ansvaret for at få skiftet boldene. Og det krævede lidt tilvænning.

- Man skulle lige huske det nogle gange. Det var lidt anderledes, og man kunne ikke sætte bolden hurtigt i gang i forhold til, at man gerne ville løbe kontra. Det gav os lidt et minus, men sådan er det, siger Althea Reinhardt til TV 2 SPORT.

Modstanderen hed Konan High School, og holdet nåede semifinalen i de japanske high school-mesterskaber i 2019. De er med andre ord blandt de fire bedste high school-hold i Japan.

Ved kvindelandsholdets mål lå der røde bolde, mens der ved det japanske drenholds mål lå lidt større blå bolde.

Drengene udnyttede til tider kvindebolden

Kampen endte med et 27-26-nederlag til de danske kvinder.

Stine Bodholdt forklarede efter kampen, at danskerne gav alt for mange kontramål væk. Det kan lyde besynderligt, når der var konsensus om, at bolden skulle skiftes ved hver gang.

Men det skyldes, at de unge mænd fra Japan ikke altid fik skiftet bolden. Der var i hvert fald en håndfuld eksempler på, at de løb kontra med den røde kvindebold.

Det var dog ikke i alle tilfælde, at det lokale japanske drengehold fik skiftet bolden. Når de så en mulighed for at køre en kontra, så løb de afsted med kvindebolden, der var fyldt med harpiks. Video: Nicolai Dvinge

Men på trods af nederlaget var landstræneren glad for den sidste og afgørende test, inden VM bliver skudt i gang.

- Jeg synes, vi fik rigtig meget tempo. Det var nogle dygtige drenge, og de spillede i højt tempo, med fantastiske finter og alt det, som asiatisk håndbold er kendt for. Så det var en fornøjelse, siger landstræneren til TV 2 SPORT.

Danmarks første kamp ved VM er på lørdag mod Australien klokken 12.30 dansk tid.