KIF Kolding ser positivt på fremtiden trods påtegnelse om 'væsentlig usikkerhed'
KIF Koldings årsregnskab for 2018/2019 viste et underskud på en halv million kroner, men alligevel er klubben ikke pressede.
Der har tidligere været alvorlige økonomiske problemer i KIF Kolding, men det seneste regnskab giver mindre grund til bekymring for fremtiden.
I revisorpåtegnelsen står det ellers noteret, at der er en ’væsentlig usikkerhed vedrørende fortsat drift’. Men det skal der ikke lægges for meget i, mener bestyrelsesformanden i KIF Kolding, Brian Stein.
- Vi kan jo ikke garantere, at vores sponsorindtægt vil stige eksplosivt. Vi kan ikke garantere, at vi vil få ryddet yderligere gæld væk. Men det er ikke noget, som er en dramatisk kommentar. Den har været at finde i KIF's regnskab de sidste ti år, siger Brian Stein til TV 2 SPORT.
- Vi er i fuld sving med at gentegne vores sponsorkontrakter og intensivere vores salgsindsats, så det selvfølgelig noget, der tager tid. Det er en kommentar, vi gerne ville have været foruden, men lur mig, om den ikke står i rigtig mange regnskaber.
Gæld markant nedbragt
Ledelsen i KIF Kolding forventede et nul-resultat eller et beskedent underskud, og de er derfor tilfredse med underskuddet på en halv million for regnskabsåret 2018/2019.
Derudover er det lykkedes at nedbringe eftergivelse af gæld og andre ekstraordinære poster med cirka 8,3 millioner kroner. En udvikling, der sidenhen er fortsat.
- Det er mange penge, gælden er blevet nedbragt med. Der står i regnskabet, at der er en gæld p.t. på 20 millioner, og den gæld er efterfølgende blevet reduceret yderligere i hvert fald med en tre-fire millioner. Vi arbejder stenhårdt hver dag på at få det økonomiske fundament fuldstændig på plads.
- Jeg tror aldrig, vi har haft så skarp en balance, som vi har nu. Det er vi stolte over. Nu ser det ud til, at der er ved at være ryddet op i tingene, lyder det fra bestyrelsesformanden.
- Vi er meget fortrøstningsfulde
Nu, hvor KIF Kolding har fået nedbragt gælden, vil klubben øge fokus på kunde- og sponsorpleje. Derudover vil ledelsen sikre, at KIF Kolding har det rigtige sportslige setup, der skal til for at sikre bedre resultater og klubbens fremtid.
- Vi arbejder på at få ro på bagsmækken på den sportslige drift, så den del af det ikke må give os så store udfordringer, som det gjorde i sidste sæson. Det er logisk, at vi ikke kan få penge til klubben, når man spiller nedrykningsspil og er så tæt på at ryge ud af ligaen.
- Men vi er meget fortrøstningsfulde på vegne af KIF. Os, der er i og omkring KIF, har stadig fuld turbo på det arbejde, der ligger i klubben, og vi tror på, at vores turn-around kan være færdig, når den her sæson er færdig, forklarer Brian Stein.
I sidste sæson fik KIF Kolding lige nøjagtig reddet sig endnu en sæson i håndboldligaen, da de besejrede Tønder i en direkte duel om den sidste plads i den bedste række.
KIF Kolding indtager 12. pladsen i den nuværende sæson. I næste runde møder holdet Aarhus Håndbold, der ligger lige over KIF Kolding i tabellen.