VM håndbold

Danmark ved 'intet' om første VM-modstander - må undvære video

Det danske landshold har måttet lægge slagplanen for dets første kamp ved VM uden at have set video på modstanderen.

Følg VM i håndbold på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra lørdag d. 29. november.

Svaret var simpelt og kort, da slutrundedebutanten Freja Cohrt på fredagens pressemøde blev spurgt, hvor meget hun kender til Danmarks første modstander ved VM.

- Intet. Det kan jeg lige så godt være ærlig at sige. Det gør jeg ikke.

Ligeledes var det ikke meget, Stine Jørgensen kunne sige om, hvad Australien er for et hold.

- Jeg aner det ikke, lød det fra landsholdets anfører.

Det begrænsede kendskab til Australien skyldes, at landsholdet ikke har haft mulighed for at se video på holdet fra den anden side af jorden.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen forklarer over for TV 2 SPORT, at staben har forhørt sig flere steder om muligheden for at få videosekvenser fra kampe, hvor Australien deltager. Men det har altså ikke været muligt.

- Det er da en lille smule ærgerligt. Men det er ikke noget, der bekymrer mig sindssygt meget. Jeg er ret sikker på, at vi har så meget kvalitet, at det ikke bliver et problem, forsikrer landstræneren.

Kan give forvirret spil

Det er dog en smule frustrerende for spillerne ikke at kunne studere og forberede sig på deres direkte modspillere på taktikmøderne.

- Det er jo specielt, at man ikke har set noget video på dem. VI er mange, der er vant til at se en del video og finde noget tryghed i det. Måske er det sundt for os at prøve ikke altid at skulle finde den der tryghed i videoen og bare stole lidt på vores eget spil. Men det er lidt specielt, det der med, at man ikke aner, om hende, man står over for går til højre eller venstre, siger Stine Jørgensen.

Det at holdet kun kender ganske lidt til modstanderen kommer man meget vel til at kunne se på spillerne, når kampen fløjtes i gang.

- Det bliver en kamp, hvor vi ikke helt ved, hvad det er, vi går ind til. Det bliver en kamp, hvor vi godt kan komme til at have ti-femten minutter i starten, hvor spillet ser forvirret ud, og vi måske ikke spiller op til det, vi skal, forudser en realistisk Mie Højlund, som også håber, at hun og holdkammeraterne kan indstille sig på australiernes spil undervejs i kampen, så alle går fra banen med en god fornemmelse.

Fokus på eget spil

Den manglende video betyder nemlig ikke, at de danske kvinder møder uforberedte ind til deres VM-åbning. For frem for at lægge fokus på modstanderen, har de – som de ofte gør inden de ”lette” opgør - lagt det på sig selv og indstillingen til kampen.

- Jeg tror, det er meget vigtigt at tænke på, at lige meget om det hedder Australien eller Frankrig, så er det altså en kamp til et verdensmesterskab. Så det er egentlig lige meget, hvem der står på den anden banehalvdel. Nu får vi en mulighed for at komme godt ind i turneringen, og den skal vi gribe, siger Freja Cohrt.

Spillerene på det danske landshold er da også enige om, at Australien bør være en overkommelig opgave, som skal sikre dem en god start på turneringen. Og landstræneren stemmer i:

- En god start generelt er rart. At vi får alle spillere i brug i første kamp. At det ikke er noget med kniven for struben fra start af, det kan være meget fint.

Danmark åbner VM med deres kamp mod Australien lørdag klokken 12, og er søndag i aktion på TV 2 første gang, når de møder Sydkorea klokken 12.30.