VM håndbold

'Enormt god' stemning skal hjælpe Danmark mod VM-succes

Danmark tager hul på VM lørdag mod Australien.

En sammentømret dansk trup, der har nydt godt af VM-optakten, går lørdag på banen til åbningskampen med en tro på tingene.

Der er noget i luften i Japan nærmere bestemt i Kumamoto i det sydlige Japan.

En summen af 'overskud', 'sammenhold' og 'tænding'.

Ordene går igen, når en flok spændte danske kvindelandsholdspillere skal beskrive, hvordan de går ind til årets VM-slutrunde i Japan.

- Stemningen er enormt god i truppen. Folk virker ovenpå. Vi har ikke nogen, der hænger, vi har ingen skader, og der er en stor tro på os selv, så alt i alt er det bare kanonfedt, siger fløjspilleren Lærke Nolsøe til TV 2 SPORT.

Efter en uge i Okinawa landede de danske spillere i Kumamoto torsdag, og ventetiden ved bagagebåndet var ingen sag at slå ihjel for de danske landsholdsspillere.

Jeg synes, at vi i år har taget et skridt videre

Line Haugsted

Tiden blev nemlig brugt på snak og grin blandt holdkammeraterne, som kommet tættere hinanden i optakten til slutrunden.

- Jeg synes, der er en rigtig god stemning. Der har været plads til en masse sjov og løjer. Folk kender hinanden endnu bedre, og vi har et godt og stærkt sammenhold, siger Line Haugsted.

Billedet var det samme dagen inden lørdagens åbningskamp mod Australien. Her afholdt landsholdet pressemøde på spillerhotellet.

- Jeg synes, der er en stemning af, at folk bare glæder sig og bare gerne vil i gang. Alle taler med alle, målvogter Althea Reinhardt.

Det danske pressemøde på spillerhotellet var rykket ud på gangen på det meget passende røde underlag.

Skal rejse sig efter EM i Frankrig

Én ting er, at optakten har været noget nær optimal - hvis man ser bort fra sygdom kort efter ankomst - noget, som alle de ramte spillere er kommet sig over.

Nu venter den største test: at tage motivationen og glæden med ind på det klistrede håndboldgulv.

- Jeg håber bestemt, vi kan tage overskuddet med ind på banen i form af noget selvtillid. Det skal man nok komme til at se, lover Lærke Nolsøe.

Sidste år tog danskerne hjem fra EM i Frankrig med en ottendeplads i bagagen.

Det, håber og tror en folk opsatte danske spillere på, kan forbedres.

- Vi håber selvfølgelig at kunne efterlade et bedre indtryk end sidste år. Det er klart, at sidste år står skarpt i vores erindringer. Vi vil gerne vise et bedre bundniveau, og så forhåbentlig bare vise, at vi kæmper for det her, og at vi rigtig gerne vil det her. Det vil vi udstråle på banen, og det håber jeg, at I kommer til at kunne se, siger Althea Reinhardt.

- Jeg synes, vi står rigtig godt i år. Med landsholdet er det en proces, man arbejder på i flere år i streg, og jeg synes, at vi i år har taget et skridt videre, og vi står stærkt i forhold til at der ikke er nogen skader, og vi er gode til at kommunikere, hvad det er, vi vil, siger Line Haugsted.

Danmark har som de eneste ”hjemmebane” i alle sine kampe

Danmark er indkvarteret halvanden kilometer fra arenaen, hvor de skal spille alle deres kampe i den indledende gruppe. Det foregår på Kumamoto Prefectural Gymnasium, og tag ikke fejl af ”gymnasium”; der er hverken ribber eller alverdens streger på gulvet til forskellige sportsgrene.

Det er en vaskeægte sportsarena med plads til op mod 3400 personer.

Kumamoto Prefectural Gymnasium.

Danmark har en lille fordel af, at de som det eneste hold ikke skal flytte sig mellem forskellige haller. De skal således spille alle deres fem kampe i gruppe B her.

De slipper således for en tur til Yamaga på de altid trafikerede japanske veje, der kan gøre selv den mest optimistiske sjæl træls til mode over infrastrukturen, der er fyldt med lyskryds og tæt trafik.

Kvindelandsholdet trænede for første gang på kampbanen i Kumamoto Prefectural Gymnasium fredag.

- Det er fint, vi har en fast base, hvor vi forhåbentlig kan føle os lidt hjemme på fra starten af. Det bliver fint, men havde vi skullet flytte, var det nok også gået, siger Lærke Nolsøe.

Danmark åbner VM i Kumamoto klokken 12.30 dansk tid og 20.30 lokal tid mod Australien.