Tør du sætte dit job på spil?

16x9
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen under kvindelandsholdets træning i Kumamoto torsdag 28. november 2019. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs håndboldredaktør kaster sig i denne klumme over en udtalelse fra håndboldkvindernes landstræner, Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg kan ikke forestille mig - hvis vi ikke kommer videre fra puljen - at du ser mig være landstræner efter det.

Det er aldrig kedeligt at interviewe Klavs Bruun Jørgensen. Som regel er han glad og smilende. Handler samtaleemnet om noget, der ligger ham meget på sinde, bliver han passioneret og svarene bliver længere - ordene leveret hurtigere. Øjne afslører ofte et menneskes sindsstemning. I Klavs Bruun Jørgensens tilfælde er det udtalt. De kan både smile og lyne, øjnene på manden fra Virum.

Citatet fra indledningen er sagt af Bruun Jørgensen - til Ekstra Bladet - i september.

Imens fodboldlandstræneren i det offentlige rum pjevser videre over Dansk Boldspil-Union (DBU), er det befriende med klar tale fra hans kollega på håndboldsiden. At han forlader jobbet, hvis resultaterne svigter. Hvor mange mennesker tør sætte sit job på spil på den måde?

Udtalelse øger presset på Klavs Bruun

Jeg har hørt eksperter sige, at hans udtalelse er en gratis omgang. Det er jeg vildt uenig i. Vi taler om en mand, der har et eftertragtet og prestigefyldt job. Hans løn er syvcifret, og tidsmæssigt kræver det mindre end at være klubtræner. Det er temmelig meget, Klavs Bruun Jørgensen forlader, hvis VM i Japan kikser.

Selvfølgelig øger det presset på Klavs Bruun Jørgensen ved det forestående VM. Reelt kan han stå uden job om en uge. Den dag kan Danmark være ude af VM, og så er der ingen vej tilbage.

Jeg er i øvrigt enig med ham. Dette VM skal vise et landshold i betydelig fremgang. Hverken spille- eller resultatmæssigt har landsholdet flyttet sig under Klavs Bruun Jørgensen. Det er sidste chance. For landstræneren og velsagtens også for den kerne, der har udgjort holdets maskinrum i de seneste år.

Danmark har den perfekte alder

Nu står han i den uhørte og lykkelige situation, at kun Mette Tranborg er skadet, og den skade har han kendt til i langt over et halvt år. Det skal sammenkobles med det faktum, at det danske landshold har den perfekte alder. Spillerne er hverken for unge eller uprøvede, ej heller i karrierens efterår.

Måske æder det danskerne i halen, at deres optakt uden reelle træningskampe har været højst usædvanlig. Det lyder helt skævt, men kun spillerne og deres træner ved, hvad de har brug for. Vi må tro dem, når de siger, at de sagtens kan være VM-skarpe uden kamptræning.

Jeg fornemmer et landshold præget af optimisme. En trup i harmoni, der har et godt forhold til deres træner. Dette må være mesterskabet, hvor alle går ind med en god følelse.

'Materialet er stadig ikke til guld'

Nu lyder jeg næsten som om, at vi på TV 2 har smidt en brobizz i OB4 og gjort den klar til at køre på Rådhuspladsen efter VM. Der er vi trods alt ikke. Materialet er stadig ikke til guld. Ej heller til krav om medalje. I min bog - og sådan har det været i alle Klavs Bruun Jørgensens år som landstræner - hører Danmark til i subtoppen.

Derfra man kan sagtens vinde medaljer. Men man kan ikke forvente det.