VM håndbold

De vidste ikke, hvad de selv lavede, siger danske spillere

Danmark blev noteret for to 2-minutters udvisninger imod Australien, imens antallet på modsatte banehalvdel var oppe på otte styk.

Der var kun spillet syv minutter af Danmarks åbningskamp ved VM, før to australske spillere var sendt til nedkøling på bænken med 2-minutters udvisninger.

Der var episoder i løbet af kampen, hvor jeg tror, de ikke engang selv har styr på, hvad de laver

Mie Højlund

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kiggede til tider nervøst til fra sidelinjen, alt imens hans spillere hentede en sikker 37-12-sejr. De mere langsomme og til tider lidt kluntede modspillere var i større fare for at true danskernes fysiske tilstand end den danske sejr.

Det sagde danskerne om den australske spillestil:

Klavs Bruun Jørgensen​: - Især i første halvleg havde vi nogle episoder, hvor australierne - ikke i ond mening - løber os ned. Simpelthen fordi de ikke evnede at stoppe, når de skulle. Det så lidt hasarderet og farligt ud. Så jeg sad også med hjertet helt oppe i halsen ind i mellem. Der er jeg helt klart glad for, jeg slap for større skader hos spillerne.

Line Haugsted: - Det var lidt svært at spille imod, for de vidste vist heller ikke helt selv, hvad de lavede.​

Lærke Nolsøe: - Man skulle lidt passe på sig selv. Freja (Cohrt) blev kantet et par gange, og Trine Østergaard trådte op på en fod. Vi havde højrehåndet højrefløje over hos os. Så det var en lidt speciel fornemmelse at spille imod dem.

Mie Højlund: - Der var nogle episoder i løbet af kampen, hvor jeg tror, de ikke engang selv har styr på, hvad de laver. Det kan godt overraske os lidt. Vi falder lidt for meget hen i anden halvleg, og de scorer lidt for mange gange.

Stine Bodholt: - Det var lidt anderledes, end man er vant til. De tacklede lidt fra siden af og sådan. Vi var klar på, det ville blive en anderledes kamp, så vi fik det med, vi skulle.

Stine Jørgensen: - Jeg var så meget inde i, at vi skulle have en god start og gøre det godt, så jeg tænkte ikke så meget over det. Men der var da nogle lidt sjove tacklinger og kendelser, men det påvirkede mig ikke så meget, når vi var så stort foran.

Kathrine Heindahl: - De er vant til et andet tempo og havde et par grimme tacklinger undervejs. Jeg følte ikke, at de ville være svinske. De er bare ikke bedre, og det blev lidt klodset. Men vi kom helskindet igennem.

Allerede søndag skal Danmark i aktion igen, når Sydkorea venter i et vigtigt opgør. Sydkoreanerne vandt nemlig overraskende deres første kamp mod de forsvarende verdensmestre fra Frankrig.

Du kan se Danmark-Sydkorea søndag fra klokken 12 på TV 2 og TV 2 PLAY.