Håndbold

Norsk VM-debutant får speciel behandling - mor sidder på bænken

Moa Högdahl spiller til dagligt i Viborg HK i den danske håndboldliga.

Moa Högdahl er af sted til VM i Japan med sin mor, Mia Högdahl, men på banen er der en distance mellem de to.

Når Norge lørdag tager hul på VM, bliver det en helt speciel oplevelse for Moa Högdahl.

For hvis landstræner Thorir Hergeirsson vælger at give den 23-årige Viborg-spiller spilletid i kampen mod Cuba, bliver det hendes første optræden for nationalmandskabet til en slutrunde. En oplevelse som hun kan dele med sin mor, Mia Högdahl, helt tæt på.

Mia Högdahl er assistenttræner på det norske kvindelandshold, og det har skabt en lidt speciel situation, når Norge har forberedt sig på slutrunden i Japan.

- Thorir har hovedansvaret for mig, så det er lidt distanceret mellem Mia og mig. Det har fungeret rigtig godt indtil videre, siger Moa Högdahl til TV 2 Norge.

- Hun har mere ansvar over for dem (holdets andre spillere, red.) end for mig. Det er det bedste for mig og for holdet. Jeg er ikke så god til at få konstruktiv kritik fra min mor.

Så der har været konflikter?

- Absolut. Det har der været. Der har været så mange, at det er svært at nævne nogle specifikke, siger Viborg-spilleren.

Högdahl forklarer, at under træning og kamp har hun et spiller-/trænerforhold til sin mor, mens de i fritiden passer deres familiære relationer.

Regner med at få spilletid

Moa Högdahl og resten af det norske landshold har været i Japan i en uges tid, hvor de har forberedt sig på den kommende slutrunde.

Og nu gælder det altså det indledende gruppespil, hvor Norge møder Cuba, Slovenien, Serbien, Angola og Holland.

- Jeg forventer at komme til at spille og komme på banen. Når jeg kommer på banen, skal jeg gøre det, jeg er god til. Jeg tager den spilletid, jeg får, og jeg prøver at gøre det så godt som muligt, siger Moa Högdahl.

Norge er blandt favoritterne til at gå hele vejen ved VM i Japan. I mellemrunden kan nordmændene blandt andet møde Danmark.