Håndbold

Aalborg Håndbold nedlægger igen Flensburg-Handewitt

Henrik Møllgaard og resten af Aalborg Håndbold ligger på fjerdepladsen i Champions Leagues gruppe A.

Aalborg Håndbold fik for anden gang i denne sæson skovlen under Flensburg-Handewitt i Champions League.

Aalborg Håndbold har taget på de tyske giganter Flensburg-Handewitt.

Søndag vandt de forsvarende danske mestre for anden gang i lige så mange forsøg over nordtyskerne i denne sæson, da det på udebane i Champions League blev til en Aalborg-sejr på 32-29.

Sejren er Aalborgs første i Champions League, siden det lykkedes at slå Flensburg-Handewitt i Aalborg i slutningen af oktober. Siden er det blevet til fire nederlag.

Aalborg har nu ti point på fjerdepladsen i gruppe A. Flensburg har syv på femtepladsen og har nu tabt seks Champions League-kampe i træk.

- Vi er ekstremt stolte over at tage to point i en afgørende kamp i en så legendarisk arena, siger Aalborg-træner Stefan Madsen efter sejren til DR Sporten.

- Vi havde mere at skyde med, end Flensburg havde. Vi formåede at finde de rigtige løsninger offensivt uden at lave alt for mange fejl.

Gruppe A føres af Barcelona, der tidligere søndag slog Mikkel Hansen og Paris Saint-Germain 35-32.

'Sejren var aldrig i fare'

Flensburg-Handewitt kom bedst fra start og indledte kampen med et lille overtag.

Men Aalborg kom op i gear, og cirka halvvejs i første halvleg kom nordjyderne for første gang foran ved 9-8.

Den gode periode fortsatte for Aalborg, der kom op på 15-10, inden Flensburg frem mod pausen fik gjort lidt af skaden god igen, så der efter den første halve time stod 18-15 i dansk favør.

Flensburg kom bedst ud fra pausen og begyndte langsomt at nærme sig gæsterne. Tyskerne kom op på 20-20, inden Aalborg fik hanket op i sig selv og med tre mål i træk igen trak fra.

Føringen kom op på fem mål ved 26-21, og så begyndte det at ligne endnu en imponerende nordjysk sejr.

Flensburg formåede aldrig at finde den rette opskrift, og tyskerne blev mere og mere rådvilde, som slutfløjtet nærmede sig. Frustrationerne begyndte da også at vise sig, hvilket resulterede i flere klodsede udvisninger.

Aalborg var bare bedst, og sejren var reelt aldrig i fare.