Håndbold

Dansk landsholdsspiller bliver Knudsens afløser i Bjerringbro-Silkeborg

Alexander Lynggaard har spillet 25 A-landskampe for Danmark siden debuten i rødt og hvidt i 2015.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er den danske landsholdsstreg Alexander Lynggaard på vej til Bjerringbro-Silkeborg som afløser for Michael V. Knudsen

Det er mere end seks år siden, han forlod hjemlandet og den danske håndboldliga. Siden dengang har han spillet sig ind omkring det danske landshold, som han repræsenterede ved EM i 2016. Nu er han så på vej tilbage til dansk håndbold.

Alexander Lynggaard, som siden sommeren 2013 har spillet for sydfranske St. Raphael, er tæt på et skifte hjem til den danske liga og Bjerringbro-Silkeborg efter denne sæson, hvor han skal afløse Michael V. Knudsen, som stopper karrieren til sommer. Det erfarer TV 2 SPORT.

Alexander Lynggaard selv har ikke været til at træffe, mens hans agent ikke ønsker at kommentere oplysningen.

Hos Bjerringbro-Silkeborg fortæller træner Peter Bredsdorff-Larsen, at der ikke er underskrevet en kontrakt med en afløser for Michael V. Knudsen endnu.

- Vi har vidst i noget tid, at Knudsen ville stoppe, og vi har noteret os, at der har været mange muligheder på stregspilspositionen, så jeg er helt sikker på, at det nok skal lykkes at finde en afløser.

Men har I Alexander Lynggaard på vej som den afløser?

- Det ville være helt forkert af mig at udtale mig om navngivne personer, når der ikke ligger en underskrevet kontrakt, siger han.

Tog fra Danmark tidligt

Alexander Lynggaard spillede for Nordsjælland Håndbold, inden han tog til Frankrig, og dermed har den nu 29-årige sjællænder en smule erfaring med den danske liga. Men størstedelen af karrieren er altså brugt i den franske liga mod spillere som Mikkel Hansen og Nikola Karabatic.

Siden sin debut i juni 2015 har han spillet 25 kampe og scoret 24 mål for det danske landshold. Herunder altså en enkelt slutrundedeltagelse ved EM i Polen i 2016, hvor det endte med en sjetteplads. Siden da har landsholdsudtagelserne været sparsomme, men Lynggaard var med, sidst Nikolaj Jacobsen havde sit hold samlet – nemlig ved Golden League på hjemmebane i slutningen i oktober i år.

Alexander Lynggaard er kendt som en fysisk stærk og til tider hårdt spillende type, som kan bidrage i begge ender af banen.

Situationen på stregspilspositionen, hvor Lynggaard huserer, er i Bjerringbro-Silkeborg den, at man på nuværende tidspunkt har forlænget kontrakten med Jesper Nøddesbo, som dermed også er at finde på holdet i den kommende sæson. Kollegaen Michael V. Knudsen stopper karrieren til sommer, mens islandske Trainn Orri Jónsson har kontraktudløb til sommer.