VM håndbold

Ekspert hylder ung VM-dansker: - Hun er komplet

TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller roser Mie Højlund, der har været rigtig godt spillende for Danmark i de første kampe ved VM.

Søndag blev hun dansk topscorer og var stærkt medvirkende til, at Danmark fik et point mod Sydkorea.

Her matchede hun de teknisk stærke sydkoreanere på både fart og eksplosivitet, hvilket gjorde hende til Danmarks farligste våben.

Mie Højlund har været en stor gevinst for Danmark i de to første VM-kampe, og TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller kalder den stadig unge bagspiller for ’komplet’.

- Jeg synes godt, vi kan slå fast, at Mie Højlund er en komplet spiller. Niveauet skal bare løftes på alle kompetencer, så hun når det højeste niveau.

Selvom Mie Højlund er højrehåndet, så bliver hun hovedsageligt brugt på højre back. Og det ser Lærke Møller mange positive elementer i.

- Når man spiller med en højrehåndet højre back, får man et lidt bredere spil. Man får oftest sin højrefløj mere med, da det er nemmere for en højrehåndet at lægge bolden ud til fløjen.

- Jeg synes, at hun har været fantastisk på den der højre back i Odense. Og hun har også været god til at dække op i Odense. Hun er god til at gå begge veje og er dygtig til at holde bolden i gang på trods af, at hun går ind over midten, siger Lærke Møller.

Mod Sydkorea blev det til fire mål for den 22-årige bagspiller, hvilket hun også noterede sig for i storsejren over Australien.

Sydkorea scorede i sidste sekund, men dommeren dømte overtrådt. Dermed deler de to landshold efter det dramatiske opgør. Video: Louise Lind

En spiller, landsholdet kan bygges op omkring

Til dagligt spiller Mie Højlund i Odense Håndbold.

Her er hun under træner Jan Pytlicks vinger. Og Pytlick lægger ikke skjul på, at han har kæmpestore forventninger til Højlunds fremtid.

- I fremtiden bliver hun en spiller, der kan spille alle tre positioner. Der får Danmark altså en spiller, der kan spille alle tre bagspiller-positioner. Og det er helt unikt at have en type, der kan det hele.

Og at en fremtid kan bygges op omkring Højlund, skyldes ikke kun hendes kvaliteter på banen.

Hun står nemlig for meget mere uden for banen, mener Pytlick.

- Jeg synes helt klart, at hun er en, man i fremtiden kan bygge landsholdet op omkring. Hun er dygtig på håndboldspillet, men har også den personlighed, der skal til for at være en ledertype.

- Hun siger sin mening, står ved det og stikker lidt ud. Der er også lidt kant på hende, og det er vigtigt i forhold til at bygge et landshold op, siger Jan Pytlick til TV 2 SPORT.

Mie Højlund og resten af landsholdet får en pause mandag, men tirsdag går det løs igen, når modstanderen hedder Tyskland klokken 12.30.