VM håndbold

Norsk kaptajn ser fordel i, at modstanderne har fokus på hende

Stine Bredal Oftedal tror, at de resterende VM-modstandere ’kommer til kort’, hvis de udelukkende fokuserer på at lukke hende ned.

Stine Bredal Oftedal er udset til at få en stor rolle for det norske landshold ved dette VM.

Og hun glimrer allerede i fraværet af bagkæde-profiler som Nora Mørk og Veronica Kristiansen, der ikke er med den norske trup i Japan.

At alt fokus bliver rettet mod Oftedal, kan ende med at blive en kæmpe fordel for Norge. Det mener hovedpersonen selv.

- Det ses som et større fokus fra modstanderne, men jeg tror, ​​de kommer til kort, hvis de kun ser på én spiller. Heldigvis er vi mange, og det er ikke kun mig, der er farlig, siger hun til TV 2 Norge.

Norge indledte VM med en sejr på 47-16 over Cuba, og allerede her følte den 28-årige Györi-spiller et pres.

- Jeg føler allerede et pres på, at jeg skal være god. Men det gør jeg egentlig altid uanset hvad, siger Stine Bredal Oftedal.

Den norske stjerne spillede dog blot et kvarter i første kamp, da de norske håndboldkvinder havde fuldstændig styr på det opgør.

Dermed var det ikke nødvendigt at bruge bagspilleren mere end højst nødvendigt.

'At spare er noget, du gør med penge'

Og netop det med at spare på Oftedals kræfter er et stort fokuspunkt hos Norges landstræner.

- Stine er i knaldgod form og vigtig for os. Vi skal bruge hende, hvor hun er vigtigst. Det er fremad, og når vi angriber, men at spare er noget, du gør med penge.

- Hun skal disponeres fornuftigt. I perioder vil der blive meget angreb for hende, men også forsvar. Indimellem bliver det forsvar og angreb, siger Thorir Hergeirsson til TV 2 Norge.

Norge med den islandske Hergeirsson i spidsen skal i aktion igen mandag. Her gælder den vigtige kamp mod Slovenien.