Håndbold

Norsk stjerne alvorligt skadet - misser anden slutrunde i træk

Kent Robin Tønnesen under EM i 2018. Hans seneste slutrunde for Norge.

Kent Robin Tønnesen har revet akillessenen over i sit venstre ben og går glip af EM på hjemmebane i januar.

Under det igangværende VM i håndbold må det norske kvindelandshold undvære flere prominente navne på grund af skader. Nu forfølger uheldet også det norske herrelandshold.

Højrebacken Kent Robin Tønnesen har revet sin akillessene over i venstre ben, og han vil derfor ikke være i stand til at spille EM i januar. Det oplyser det norske håndboldforbund, NHF, i en pressemeddelelse mandag.

Fra Tønnesens klub, den ungarske håndboldmastodont Veszprém, lyder det, at Tønnesen enten mandag eller tirsdag rejser hjem til Norge for at blive opereret. Derefter vil han være ukampdygtig de næste seks måneder.

Skadet i en Champions League-kamp

28-årige Kent Robin Tønnesen kom til skade i anden halvleg af Veszpréms Champions League-kamp mod HC Vardar søndag.

Kent Robin Tønnesen forlader banen under Veszpréms Champions League-kamp mod HC Vardar søndag 1. december 2019.

Efter hjemkomsten fra Nordmakedonien om aftenen blev nordmandens ben lagt i gips på et hospital i Budapest, og mandag morgen blev han kørt tilbage til Veszprém i en ambulance.

På det lokale hospital slog en MR-scanning fast, at akillessenen er revet over, skriver Veszprém på sin hjemmeside.

Missede også VM i januar

Nyheden om Tønnesens skade kommer med 39 dage til de norske håndboldherrers første EM-kamp på hjemmebane i Trondhjem. En bet for holdet og landstræner Christian Berge, der også måtte undvære højrebacken ved VM i januar.

Under en træning med landsholdet 4. januar - bare syv dage før holdets åbningskamp mod Tunesien - pådrog Tønnesen sig et brud i sin ene hånd.

Håndboldherrernes EM spilles i Norge, Sverige og Østrig. Det begynder 10. januar og slutter 26. januar.

Veszprém vandt i øvrigt Champions League-kampen mod HC Vardar med 38-29.