VM håndbold

Tysklands landstræner har nøglen til at slå Danmark

Henk Groener har været landstræner for Tyskland siden 2018. Her ses han under EM i i december 2018.

Med en sejr over Danmark tirsdag kan Tyskland tage et stort skridt mod mellemrunden ved VM i håndbold.

Se sendeplanen for VM her.

De tyske spillere vil så vidt muligt undgå at stå ansigt til ansigt med det, de vurderer som Danmarks største styrke.

Derfor har de inden tirsdagens nabomøde ved VM i Japan haft stort fokus på eget forsvarsspil.

- Nøglen til at slå Danmark ligger i forsvaret. Hvis vi står godt defensivt og er effektive i kontraløbene, har vi en god chance for at vinde, siger Tysklands hollandske landstræner, Henk Groener, til TV 2 SPORT.

Skal spille hurtigt mod dansk forsvar

Tyskerne er klar til at møde det danske angreb med stor fysik. Det samme forventer de af Danmark i den modsatte ende af banen.

Gruppe B (uden Australien)

  1. Sydkorea (+2) 3 point
  2. Tyskland (+6) 2 point
  3. Danmark (0) 1 point
  4. Frankrig (-2) 1 point
  5. Brasilien (-6) 1 point

- Jeg tror, det bliver en virkelig hård kamp. Danmark er et ungt hold, der spiller virkelig hårdt forsvarsspil. Og så har de et højt tempo, når de løber kontra. Så jeg er virkelig spændt, men tror og håber på, at vi slår Danmark, siger Emily Bölk.

- Danmarks største styrke er helt klart deres forsvar. Det er virkelig hårdt, fysisk og bevægeligt.

De tyske spillere ser sig af de grunde nødsaget til at spille hurtigt angrebsspil.

- Så vi forhåbentlig kan skaffe nogle nemme scoringer. Men fokuspunktet bliver i forsvaret, siger Kim Naidzinavicius.

Ikke en nøglekamp

Danmarks landstræner regner ligeledes med en hård og svær gruppekamp tirsdag, men vil ikke betegne den som en nøglekamp for sit hold.

- Vi kan i princippet stadig nå det, selv om det skulle gå galt, men det er ikke en overvejelse, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Overvejelsen går på, at vi selvfølgelig skal slå tyskerne, og slår vi dem, ser det rigtig fornuftigt ud. Og så kan vi jo håbe på, at Tyskland og Brasilien slår Sydkorea.

VM-gruppekampen mellem Danmark og Tyskland fløjtes i gang klokken 12.30.