VM håndbold

Anføreren er klar til at tage ansvar fra syv meter trods afbrændere

To brændte straffekast ved VM’s to første kampe afskrækker ikke Stine Jørgensen fra at tage det næste danske straffekast.

Den danske anfører, Stine Jørgensen, er kendt for at gå forrest på det danske landshold, og det viste hun igen på mandagens hviledag ved VM i Japan.

I sine to første kampe ved VM har hun scoret tre mål på fem forsøg på straffekast, men den tvivl, der eventuel måtte være om, hvorvidt Danmarks straffekastsskytte er blevet i tvivl, manes til jorden af den 29-årige bagspiller.

De to afbrændere afskrækker hende nemlig ikke fra at tage turen til linjen, der markerer syv meters afstand fra målstregen, næste gang, der bliver brug for det.

Er du klar til at tage ansvaret igen i morgen (tirsdag, red.)?

- Ja, det kan du tro, jeg er, siger hun til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Så må vi håbe, at jeg ikke rammer det dumme standben.

Her henviser hun til sit brændte straffekast mod Sydkorea søndag, hvor hun ramte Sydkoreas Saeyoung Parks støtteben.

Grigel tog over

Efter skuddet mod Sydkorea skud tog Lotte Grigel over fra de syv meter og omsatte tre chancer til lige så mange scoringer.

- Når jeg får at vide, jeg skal ind at skyde, så gør jeg det. Der er rigtig mange gode skytter, så det er lige, hvem der er i teten.

- Jeg tog faktisk den der (det andet danske straffekast, red.), inden han (Klavs Bruun Jørgensen, landstræner, red.) havde sagt det, fordi der ikke rigtig var andre, der gik derhen. Så tænkte jeg: ”Så står jeg nok næst i rækken”. Så det var fint og dejligt, at de blev sat ind, siger Lotte Grigel efter kampen søndag.

Danmark møder Tyskland tirsdag klokken 12.30 dansk tid.