VM håndbold

Det gik du glip af i nat: Fire nationer skifter ud

Olivier Krumbholz og tre andre trænere skifter ud.

Når vi går i seng i Danmark, vågner de i Japan, hvor VM bliver spillet. Hver dag får du her overblikket og dagens program.

Fire nationer skifter ud

Hele fire nationer har skiftet en spiller ud i truppen inden deres tredje kamp. Det er især bemærkelsesværdigt, at de regerende verdens- og europamestre Frankrig, der kun har fået ét point i de to første kampe, skifter ud.

Det franske forbund oplyser dog ikke, hvor vidt udskiftningen skyldes en skade eller er af taktiske årsager.

  1. Frankrig: Gnonsiane Niombla (venstre back) skiftes ind. Camille Ayglon Saurina (højre back) skiftes ud.
  2. Montenegro: Marina Rajcic (målmand) skiftes ind. Nikolina Knezevic (højre back) skiftes ud.
  3. Rumænien: Diana-Cristiana Cicua (målmand) skiftes ind. Raluca-Elena Bacaoanu (streg) skiftes ud.
  4. Argentina: Giuliana Gavilan (streg) skiftes ind. Rocio Campigli (streg) skiftes ud.

Hver nation må skifte op til tre spillere under slutrunden.

Stadig iskoldt i Sveriges hal

I Sveriges første kamp var et af temaerne kulden i hallen Park Dome Kumamoto i landets kamp mod Cuba.

Mandag var svenskerne i aktion igen mod Kina, og her havde forholdene ikke ændret sig. Ifølge TV 2 SPORTs kommentatorer sad tilskuere i store, varme jakker, og hallen var "iskold". Trods kulden formåede svenskerne at hive en 32-19-sejr hjem.

Svenskerne dominerede og hentede en sejr på 13 mål over Kina. Video: Christian Kjær

Park Dome er stedet, hvor samtlige slutspilskampe skal afvikles senere i turneringen.

Landstræner advarer Sverige: Pas på Japan

Montenegros svenske landstræner, Per Johansson, har stor respekt for Japan, som Sverige skal møde tirsdag, og derfor giver han nu en venlig påmindelse til sine landsmænd om at have respekt for VM-værterne.

Montenegro og Johansson mærkede selv, hvordan Japan kan overraske, da de for to år siden slog montenegrinerne ved VM.

Sverige møder Japan klokken 11.30 dansk tid. Den kamp kan ses på TV 2 PLAY.

Dagens kampe

Gruppe A

  • 7.00: Holland – Cuba, TV 2 SPORT
  • 10.00: Slovenien – Angola, TV 2 SPORT
  • 12.30: Norge – Serbien, DRTV

Gruppe B

  • 7.00: Sydkorea – Brasilien, DR1
  • 11.00: Frankrig – Australien, DR2
  • 12.30: Danmark – Tyskland, DR1

Gruppe C

  • 7.00: Ungarn – Montenegro, TV 2 PLAY
  • 7.00: Spanien – Senegal
  • 11.00: Rumænien – Kasakhstan

Gruppe D

  • 6.30: Rusland – Congo, TV 2 SPORT
  • 9.00: Kina – Argentina, DR1
  • 11.30: Sverige – Japan, TV 2 SPORT

Hold især øje med

Danmarks kamp mod Tyskland er en nøglekamp, og interessen for opgøret breder sig langt ud over nationernes grænser. En sejr kan sikre begge nationer gode muligheder for avancement, mens et nederlag kan føre til VM-exit allerede i gruppespillet. Derfor har det internationale håndboldforbund fremhævet Danmark-Tyskland som ’dagens kamp’ på tværs af alle gruppe.

Ud over to point spiller tyskerne også for æren. Det er hele 19 år siden, Tyskland har slået Danmark ved en slutrunde. Siden da har Danmark vundet hver eneste gang, bortset fra et uafgjort opgør i 2003. For to år siden var det Danmark, der slog Tyskland ud af VM i netop Tyskland. Det skete med en sejr på 21-17 i ottendedelsfinalen.

Danmark-Tyskland kan følges minut for minut her på vm.tv2.dk. Kampen begynder tirsdag klokken 12.30.