VM håndbold

Frankrig bryder dårlig start med sejr på 39 mål

Efter to skuffende resultater hentede Frankrig tirsdag sin første sejr ved VM i Japan.

Tredje gang blev lykkens gang for Frankrig, der tirsdag vandt ganske overbevisende over Australien i Danmarks VM-gruppe.

De regerende verdens- og europamestre vandt 46-7.

Som cifrene antyder, var der ikke just spænding om kampens udfald. Efter 0-0 og 1-1 begyndte franskmændene at trække fra de undertippede australiere, og efter et kvarter var Le Bleus foran med ti mål.

I første halvleg fik australierne kun sendt ti afslutninger mod mål. Blot tre af dem endte i nettet, mens franskmændene scorede hele 21 gange.

Efter pausen fortsatte den franske dominans. Især i kontrafasen var der forskel på de to hold, og med næsten alle spillere i målscorerens rolle endte det med en sejr på 46-7.

Dermed fik det normalt så vindende hold oprejsning efter 29-27-nederlaget til Sydkorea og 19-19 mod Brasilien i de første kampe. Derudover bød opgøret på årets første slutrundekamp til venstrebacken Gnonsiane Niombla, der blev skiftet ind i truppen i stedet for Camille Ayglon inden kampen. Niombla scorede tre mål på tre forsøg.

Frankrigs storsejr var tirsdagens tredje sejr på over 20 mål. Tidligere tirsdag vandt Rusland 34-13 over Congo, mens Holland slog Cuba med 51-23.