VM håndbold

Kendelse i femte minut gjorde dansk stjerne ’bange’ i resten af kampen

Anne Mette Hansen blev usikker på, hvor meget hun måtte gå til tyskerne, efter hun indkasserede en udvisning i kampens indledning.

Allerede i det femte minut blev Anne Mette Hansen henvist til bænken i 120 sekunder i tirsdagens VM-kamp mod Tyskland.

Det var fjerde to minutters udvisning i tre kampe, efter at den danske stjerne gik ind til den vigtige kamp med tre udvisninger fra kampen mod Sydkorea i bagagen.

- Jeg synes, hun (Kim Naidzinavicius, red.) spiller lidt på den. Men igen skal jeg jo være klogere end det, siger Anne Mette Hansen.

Anne Mette Hansen nåede ellers at give dobbelthighfive med Kathrine Heindahl for at fejre tacklingen på Kim Naidzinavicius, men glæden varede dog kort, da det uruguayske dommerpar kvitterede med to minutters udvisning.

- Jeg ved ikke, om det kommer til at ramme mig lidt.

- Det er også derfor, at jeg føler, at jeg ikke rigtig kan røre dem i anden halvleg, når de kører på ydersiden, fordi jeg er bange for at få to minutter, siger Anne Mette Hansen.

- Føler, jeg er nødt til at lade dem gå

I en slutrunde kan det være vanskeligt at blive klog på, hvordan kampens dommerpar har tænkt sig at lægge den berømte og berygtede linje. Til tirsdagens kamp mellem Danmark og Tyskland var Mathias Sosa og Cristian Lemes fra Uruguay påsat.

De tildelte ikke Anne Mette Hansen flere udvisninger, men prisen for at holde sig på den rene sti blev måske en nemmere passage for de tyske gennembrudsspillere.

- Jeg føler, at jeg er nødt til at lade dem gå, for vi skal ikke have flere to minutters udvisninger, siger Anne Mette Hansen, inden hun vender tilbage til sin udvisning i det femte minut.

- Det er pisseirriterende. Enten at den er god nok, eller også at jeg bare giver dem muligheden for at give to minutter.

Under kampen kaldte TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard Anne Mette Hansens skub i ryggen for ”unødvendigt”.

Vil rejse sig mod Brasilien

Anne Mette Hansen og resten af de danske landsholdsspillere har fortsat chancen for at avancere til mellemrunden, men nederlaget til tyskerne gør vejen derhen vanskelig.

Allerede onsdag møder de Brasilien, inden de fredag møder Frankrig.

- To point i dag (tirsdag, red.) havde jo lunet lidt, men det er jo en dynamitpulje, og alle kan slå alle. Og så er der en kamp i morgen igen, siger Anne Mette Hansen.

Se kampen mellem Danmark og Brasilien onsdag på TV 2 med optakt fra klokken 12.00 dansk tid.

For første gang siden 2000 tabte Danmark til Tyskland. Det lykkedes aldrig for danskerne at komme foran, og tyskerne tog sejren og førstepladsen i gruppen med 26-25. Video: Louise Lind