VM håndbold

Norsk stjerne sendt i gulvet af serber - fik tre udvisninger på syv minutter

De norske landsholdsspillere synes ikke, at det var et rart syn, da landsholdsanfører Stine Bredal Oftedal blev sendt i gulvet.

Udvisningerne haglede ned, flere fik behandling på banen, og mange norske spillere blev vrede.

Norge måtte slide og kæmpe for sejren mod Serbien tirsdag eftermiddag. Nordmændene endte med at vinde 28-25, men de norske spillere slap ikke helt uskadt fra kampen.

Værst gik det ud over Stine Bredal Oftedal, som blev liggende på banen i et stykke tid efter 20 minutters tid, efter hun løb ind i en mur i form af to serbiske spillere.

Serbiske Marija Obradovic fik først to minutters udvisning, men fik efterfølgende endnu en, da hun brokkede sig til dommerne.

Den norske stjerner fortæller, at hun lige skulle komme sig efter sammenstødet, men hun har det fint.

- Jeg kom ind med siden her, siger Bredal Oftedal og peger på sin kind.

- Jeg så, at hun kom ind fra siden, og jeg nåede at tænke: ”Åh nej”. Men det går godt nu. Hun ville prøve at være barsk i forsvaret, men jeg tror ikke, hun gjorde det med vilje, siger hun til norske Dagbladet.

Marija Obradovic får sin anden udvisning for at brokke sig til dommeren.

Rødt kort til Obradovic

Kampens statistikker tegner også billedet af en hårdtspillet kamp. Norge fik fire to minutters udvisninger, imens serberne fik seks. Derudover fik Obradovic også et rødt kort, da hun syv minutter efter den dobbelte udvisning fik endnu en og dermed modtog et rødt kort.

De andre spillere på det norske landshold er dog ikke så tilgivende over for den fysiske serber, som Bredal Oftedal er.

- Det var ikke et rart syn. Hun (Stine Bredal Oftedal, red.) prøver at lave et brud, men de kommer ind fra siden. Hun har et par kilo mere på kroppen end Stine, og det kan blive grimt. Jeg kan ikke lide det, siger Kari Brattset.

36-årige Heidi Løke har oplevet det meste på håndboldbanen, men hun synes også, at det var lige til den hårde side.

- Det var ret grimt, synes jeg. De kom ind fra siden, og Stine fik et slag på kæben, og det så ikke godt ud, siger Løke.

Serbiens landstræner Ljubomir Obradovic forklarer, at han er skuffet efter nederlaget, men kommer kort efter ind på kritikken.

- Norge har meget erfaring, så de trænger ikke til hjælper for at vinde, siger han til NRK efter kampen.

Fik Norge hjælp af dommerne?

- Stor hjælp, slutter han.

Den norske sejr betyder, at nordmændene efter de første tre kampe topper gruppen alene med maksimumpoint.

Heller ikke Serbien kunne vælte Norges kvindelandshold. Nordmændene vandt 28-25 og har fortsat maksimumpoint i gruppespillet. Video: Louise Lind