Heindahl joker med at købe nye sko efter flere fejl
Kathrine Heindahl havde problemer med de tekniske fejl mod Brasilien og vil nu tænke over, hvordan det kan undgås mod Frankrig.
Se VM i kvindehåndbold på TV 2 PLAY.
Drømmen om VM-succes lever mindst to dage mere for det danske kvindelandshold i håndbold.
Danskerne vandt den første af to skæbnekampe med 24-18 over Brasilien, hvor Kathrine Heindahl stod for tre af målene. Den statistik kunne have været noget større, da stregspilleren lavede fem tekniske fejl, hvor hun blev dømt overtrådt tre gange - hvilket var flest af alle i hele kampen.
Heindahl ærgrer sig selv lidt over det, men tager det samtidig også med et smil, da det endte med dansk sejr.
- Jeg har snakket med lægen, om vi kan cutte en tå og købe et par mindre sko. Det vil gøre godt til Frankrig-kampen, siger Kathrine Heindahl til TV 2 SPORT med et blink i øjet.
- Det er ikke noget, jeg synes, at jeg gør normalt. Så jeg må lige trække mig lidt ud af feltet i fremtiden og satse på, at den går mod Frankrig.
TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard gav Heindahl et tre-tal i sin karakterbog for hendes præstation mod Brasilien. Den kunne dog have været bedre, hvis de tekniske fejl var blevet undgået.
- En mærkelig kamp fra hende. Hun scorede tre mål på tre forsøg. Hun dækkede godt og konsekvent op, men på en mærkelig måde lykkedes det hende at lave fem tekniske fejl, hvor hun overtrådte tre gange. Jeg går ud fra, at dommerne har haft ret, og det trækker ned, siger Bent Nyegaard.
Fik snakket tingene igennem
På trods af de tekniske fejl var Kathrine Heindahl og de andre danske spillere som ændret, hvis man sammenligner med kampen mod Tyskland.
Heindahl fortæller, at de tog en alvorssnak efter nederlagt, og det var blandt andet det, der gjorde udfaldet,
- Vi fik samlet os og snakket om, at vi generelt lavede for mange fejl (mod Tyskland, red.), og at vi spillede med for høj risiko og for højt tempo. De ting, vi barberede væk i dag, er ikke noget med, at vi er blevet bedre håndboldspillere over natten. Det har noget at gøre med, at vi lige får sat os ned og får snakket om, hvordan vi gør hinanden gode, hjælper hinanden og snakker sammen. Så kan man flytte rigtig meget på kort tid, siger Heindahl.
- Efter Tyskland-kampen vidste vi, at vi stadig selv kunne afgøre det. Så er det bare fedt, at vi leverer i dag. Det giver også en stor tro på, at vi kan igen om to dage.
Kathrine Heindahl og Danmark skal bruge en sejr over Frankrig fredag, hvis de skal gå videre til mellemrunden ved VM.