VM håndbold

Sydkorea videre fra Danmarks gruppe - én plads tilbage

Sydkorea vandt som ventet over Australien og spillede sig videre til mellemrunden. Det lægger pres på store nationer som Danmark og Frankrig.

Tre hold, to kampe tilbage og én plads tilbage i mellemrunden.

Det er scenariet for Danmark, Frankrig og Brasilien, efter Sydkorea onsdag morgen dansk tid vandt 34-17 over gruppens absolut dårligste hold, Australien.

Dermed spillede Sydkorea sig definitivt videre fra Gruppe B, hvor også Tyskland er videre efter sejren over Danmark.

Sydkorea startede med stjernerne

Trods rollen som kæmpefavorit startede Sydkorea med de bedste spillere på banen. Der var ingen tvivl om, at pladsen i mellemrunden skulle sikres med det samme.

Ti minutter inde i kampen var Sydkorea foran med 7-2, men australierne bed bestemt fra sig.

Tirsdag scorede de kun syv mål imod de forsvarende verdensmestre, Frankrig. Et antal, der allerede blev overgået efter knap 22 minutter i dagens kamp, da Australien nåede otte scoringer.

Ved pausen var Sydkorea dog foran med 18-10.

Sløset sydkoreansk spil

Anden halvleg blev præget af sløset spil fra de sydkoreanske spillere, der misbrugte flere straffekast og oplagte muligheder helt fri med målvogteren. Det ændrede alligevel ikke på kampbilledet, hvor føringen stille og roligt blev udbygget, da Australien havde svært ved at spille organiseret angrebsspil.

Su-Hyeon Moon scorede kampens sidste mål og sikrede en sikker sejr på 34-17 til Sydkorea, der flittigt havde delt scoringerne imellem sig, efter reserverne kom ind og tog over for stjernerne. Mi-Gyeong Lee blev således topscorer med fem mål.

Hos australierne var det deres største stjerne, Sally Potocki, der gik forrest hele kampen. Hun blev holdets topscorer med ti scoringer - svarende til 59 procent af Australiens 17 mål.

Senere onsdag spiller både Tyskland-Frankrig og Danmark-Brasilien.

Du kan se Danmarks kamp på TV 2 og TV 2 PLAY fra klokken 12.30, og allerede klokken 11 kan du se Tyskland-Frankrig på TV 2 SPORT.