VM håndbold

Danske profiler i Frankrig har planen klar: - Vi skal bare lave taktikken

En håndfuld af de danske landsholdsprofiler spiller til dagligt i Frankrig. Det betyder, at de kender de franske spillere særdeles godt.

’Bonjour madame’.

Det kan meget vel måden, hvorpå fire af de danske landsholdsprofiler hilser på de franske spillere på fredag i den afgørende VM-kamp.

Louise Burgaard, Sandra Toft, Lotte Grigel og Stine Bodholdt spiller nemlig alle sammen klubhåndbold i Frankrig, så de kender sproget. Men vigtigst af af alt kender de spillerne.

- Sandra og jeg har snakket om, at vi bare skal lave taktikken. Vi kender dem jo så godt. Jeg spiller sammen med seks af dem til dagligt, og hun spiller sammen med et par stykker, siger Burgaard til TV 2 SPORT.

Louise Burgaard og Sandra Toft spiller for henholdsvis Metz og Brest-Bretagne, der begge er avanceret til næste runde i Champions League denne sæson.

Og i Nantes løber både Lotte Grigel og Stine Bodholdt rundt til dagligt. Men det er ikke kun derfor, at kendskabet til de franske kvinder er så godt, som det er.

- Og så har vi også Lotte og Stine i Nantes. Så det bliver et opgør, hvor vi kender hinanden rigtig godt. Vi har mødt hinanden utallige gange i Golden League, og vi kender hinanden rigtig godt fra klubberne, siger Burgaard.

En flyvende brasilianer ramte Sandra Toft hårdt, og dommerne sender hende på bænken for at blive tilset. Video: Louise Lind

’Det bliver svært’

Men selvom de danske spillere har en god viden om den franske landsholdstrup, så bliver det ikke nemt.

Det er trods alt de forsvarende europa- og verdensmestre, som Danmark skal møde. Det ændrer dog ikke på, at landsholdets anfører Stine Jørgensen er optimistisk.

- Det bliver svært. Jeg tror dog på, at hvis vi spiller som i dag (onsdag mod Brasilien, red.), så har vi en god chance. Det er bare et godt hold, men jeg håber og tror på, at vi har en chance.

Kampen mod Frankrig bliver altafgørende. Det eneste, de danske landsholdskvinder kan bruge, er en sejr. Alt andet vil sende dem ud.

Se VM i kvindehåndbold på TV 2 PLAY.