Norge vinder tæt kamp og er klar til gruppefinale
På papiret var det en kamp, som Norge bare skulle vinde. Men det blev ikke så nemt for de norske spillere.
Norge er fortsat ubesejret ved VM-slutrunden i Japan.
Det er facit efter nordmændenes fjerde gruppekamp, hvor det blev til en sejr på 30-24 over Angola.
Dermed er Norge også sikre på at komme over i mellemrunden med to point, men kan også få fire med, hvis de besejrer Holland i gruppefinalen fredag.
- Det var en slidekamp i dag. Vi skulle fighte for hver eneste bold hele kampen. Vi ved egentlig god, hvad de kommer med, men de får mange indspil til stregen, og deres stregspiller er utrolig god, siger Ingvild Bakkerud til TV 2 SPORT.
- Vi mangler lidt på afslutningerne og skudsituationerne, så det må vi tage ansvar for. Så er det lidt på forsvaret, angrebet og det kollektive spil, vi skal fokusere på.
Norge var pressede
Sejren på seks mål tegner ikke et retfærdigt billede af, hvordan kampen egentlig forløb.
For med et kvarter igen var nordmændene kun foran med ét enkelt mål, da stillingen var 21-20.
Nordmændene brændte chancer, og det betød, at spillerne fra Angola hang på, og de udfordrede de stærke norske spillere med deres stærke fysik.
Men efter stillingen ved 21-20 slap Angola-spillernes kræfter op, og fejlene blev flere og flere. Stine Bredal Oftedal var blevet sparet indtil videre i kampen, men hun fik spilletid med på dette tidspunkt, og derefter øgede de forspringet.
Til sidst blev flere af spillerne fra Angola også ramt af krampe, og derfor gik det stærkt til sidst.
Nordmændene løb dem over til sidst, og de tog en sejr på 30-24.