Håndbold

Skadet Casper U. fortrøstningsfuld trods misset EM

Casper U. Mortensen i aktion for Danmark under VM i januar. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

FC Barcelona-spilleren Casper U. Mortensen var ikke blandt landstræner Nikolaj Jacobsens udvalgte til EM-bruttotruppen.

Torsdag udtog håndboldherrernes landstræner, Nikolaj Jacobsen, de 28 spillere, der kan komme i spil til EM i januar.

Jeg har nogenlunde vidst hele tiden, at EM var ret usandsynligt

Casper U. Mortensen

Blandt de mest bemærkelsesværdige fravær var FC Barcelona-stjernen Casper U. Mortensen, om end manglen på fløjspilleren ikke var en kæmpe overraskelse. Siden VM-triumfen i januar har han nemlig døjet med en skade i menisken i venstre knæ, hvor han også er blevet opereret.

- Det giver lidt sig selv, når jeg ikke har spillet håndbold siden VM i januar, og jeg heller ikke er på hundrede procent. Så er der ingen grund til, jeg skal til EM om en måned, siger Casper U. Mortensen til TV 2 SPORT.

Fokus er på FC Barcelona

Både landstræner Nikolaj Jacobsen og fløjspilleren giver udtryk for, at der har været enighed og forståelse omkring beslutningen. Lige nu er prioriteterne nemlig nogle helt andre for Barcelona-spilleren.

- Det vigtigste for mig er at komme hundrede procent tilbage, og jeg er på vej. Jeg regner med at være på hundrede procent, når jeg møder ind i Barcelona i begyndelsen af januar. Så ønsker jeg selvfølgelig holdet held og lykke, og jeg håber, de vinder det hele, lyder det optimistisk.

Måneder tilbage ønskede Casper U. Mortensen ikke selv at gøre status på sin skadessituation, da han ville fokusere på sin genoptræning. Nu fortæller han dog, han har været indstillet på, hvordan udfaldet ville være i forhold til en mulig EM-deltagelse.

- Jeg har nogenlunde vidst hele tiden, at EM var ret usandsynligt for mit vedkommende, for der er blevet lagt en plan, og i forhold til hvordan det er gået, så jeg har hele tiden regnet med først at være tilbage på et håndboldgulv i starten eller midten af januar.

- Så det vigtigste for mig er, jeg kommer tilbage og spiller kampe for Barcelona og får kampe i benene for dem. Før jeg er hundrede procent klar, giver det heller ikke mening med landsholdet, siger han.

'Specielt at kigge på hjemmefra'

Siden VM-slutrunden i 2013, hvor Danmark vandt sølv, har Casper U. Mortensen været fast inventar under håndboldherrernes slutrunder. Han har udviklet sig til en af de markante profiler, hvilket blev understreget med hans skifte fra tyske Hannover til mægtige FC Barcelona i sommeren 2018.

Casper U. Mortensen var med, da håndboldherrerne vandt VM-guld på hjemmebane.

- Det bliver selvfølgelig specielt at kigge på det hjemmefra, men omvendt vil jeg bare sidde og heppe på drengene og håbe, de vinder hele baduljen. Forhåbentlig kan jeg så glæde mig over, jeg har ramt et håndboldgulv i Barcelona og kan træne på fuld smadder med en bold i hånden for første gang i et år. Så på den måde tror jeg, det bliver en okay oplevelse, siger Casper U. og giver følgende status på sin skade:

- Jeg er på 80 procent. Det går godt, og det går fremad. Jeg har færre og færre smerter. Jeg kan løbe og alle mulige ting, men der er stadig langt fra det, jeg gør nu, til at træne og spille håndbold. Det er de sidste 20 procent, som vi skal hente nu. Det gør vi den næste måned på styrkesiden, stabilitet, balance og generelt forskellige ting.

- Jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget til at komme tilbage, slår Barcelona-fløjen fast.

En realistisk plan

I det spanske topper Barcelona lige nu den hjemlige liga fire point foran Ademar efter 13 spillerunder og har kurs direkte imod et nyt mesterskab.

Det samme er tilfældet i Champions League Gruppe A, hvor Barcelona lige nu indtager førstepladsen, der giver direkte adgang til kvartfinalerne i foråret. En CL-titel, holdet senest vandt i 2015.

På nuværende tidspunkt har Casper U. Mortensen dog hverken tænkt på at komme tilbage til at spille liga- eller CL-guld hjem til Barcelona.

- Nej, mit mål er at komme tilbage på hundrede procent. Før jeg er der, giver det ikke nogen mening for mig at skulle spille en håndboldkamp. Der er lagt en plan, og jeg regner med at være helt klar, når jeg møder ind den 12. januar i Barcelona. Det, føler jeg, er realistisk på nuværende tidspunkt.