VM håndbold

Svensk stjerne forudså kometens gennembrud for seks år siden

For Isabelle Gulldén er det ikke nogen stor overraskelse, at Melissa Petrén er slået igennem på det svenske landshold.

Horsensspilleren Melissa Petrén har gjort kometkarriere, siden hun skiftede til dansk håndbold i sommer.

Under VM har den 24-årige svensker fået sit helt store gennembrud. Faktisk er det gået så godt, at hun i perioder har skubbet den sædvanlige profil Isabelle Gulldén ud på bænken.

Der har Gulldén brugt ufrivilligt meget tid, men når det er slået fast, så kommer det faktisk ikke bag på hende, at Petrén har fået succes. For hele seks år siden sad Gulldén og så Petrén folde sig ud ved ungdoms-EM i Danmark, og dengang følte hun sig kaldet til at dele sine tanker på det sociale medie Twitter.

- Jeg så nogle kampe og tweetede, hvor imponeret jeg var af hende. Jeg så virkelig hendes potentiale dengang, siger Gulldén til Aftonbladet.

Siden har Isabelle Gulldén slettet sin twitterprofil, men beskeden står stadig klart for Petrén. Alligevel er hun selv overrasket over, at hun har fået sit landsholdsgennembrud ved VM i Japan.

- Hvis der var nogen, der havde sagt til mig for et år siden, at jeg ville spille VM, så havde jeg ikke troet på dem. Det er gået rigtig hurtigt, siger Melissa Petrén ligeledes til Aftonbladet.

Gulldén ærgerlig over plads på bænken

Mod Congo og Kina spillede Petrén cirka 15 og 20 minutter, mens hun fik en halv time på banen i Sveriges kamp mod Japan. Her var hun Sveriges bedste spiller.

Imod Argentina spillede hun 16 minutter, imens Gulldén var på banen i 12. Med to mål på fem afslutninger bragte Petrén sin sæsontotal op på 12 mål ved VM.

I alt har Petrén spillet ni minutter mere end Gulldén, der blev mor for knap fem måneder siden. Det betyder, at Gulldén faktisk er lidt usikker på, hvor hun står.

- Det er svært at sige, når jeg ikke har spillet så meget. Det havde været rart med lidt flere minutter på banen, så jeg kunne få lidt mere føling med det. Men når jeg har været inde, har det fungeret godt, siger Isabella Gulldén til SVT.

Sverige spiller igen fredag, hvor de møder Rusland i en gruppefinale.