Da VM-gale japanske skolebørn hyldede Senegal og Kasakhstan
Der er ikke mange medrejsende fans til VM i Japan, men de lokale gør deres bedste for at støtte spillerne, som elsker opbakningen.
Klokken er 14 i Japan, og tilskuerne er ved at indfinde sig på Kumamoto Prefectural Gymnasium.
Om en time skal de se håndbold. VM i håndbold. Fredag eftermiddag mødes bundholdene Senegal og Kasakhstan i gruppe C, og selvom eftermiddagens håndboldmenu ikke er i gourmetklassen, står en flok spændte japanere i kø for at komme ind i hallen, hvor Danmark senere møder Frankrig i en skæbnekamp.
Det er primært elever fra lokale skoler, der skal se håndbold denne fredag. Det ses tydeligt på de letgenkendelige skoleuniformer. Hverken matematik eller fysik står på deres skoleskema fredag. Det handler om håndbold i Kumamoto.
Eleverne fra de forskellige skoler er blevet udstationeret med Senegal- og Kasakhstan-flag, og nogle af eleverne har til dagens anledning lavet kreative bannere med enten Senegal eller Kasakhstans flag som motiv.
- Vi har Senegal-flag og -bannere med, fordi vi holder med Senegal. Det skal vi, og det gør vi meget ud af, siger en af lærerne, der skal holde styr på mange hundrede skolebørn denne fredag.
Sådan er det, når der er VM i Japan. De japanske arrangører vil gerne gøre et godt indtryk, have god stemning og ikke alt for tomme haller, og derfor er de gået sammen med skoler i området. Til stor fornøjelse for eleverne, der smiler op til begge ører.
De kan også godt finde ud af at larme. Det sker både ved råb, klap og jubel. Hver gang en spiller fra Kasakhstan eller Senegal scorer i opvarmningen, jubler tilskuerne højlydt.
Spillerne ser ud til at nyde opbakningen. Til opvarmningen har de har svært ved at skjule smilet over den usædvanligt store støtte. En spiller fra Senegal jubler således op til de japanske skolebørn efter en scoring fra fløjen, og så får lydniveauet endnu et nøk opad.
Den japanske halspeaker er også god til at få tilskuerene i stemning under opvarmningen. ”Er der nogen, der holder med Senegal?” Det er der. Det kan man tydeligt høre.
Det samme er tilfældet, når han stiller det samme spørgsmål om Kasakhstan. Her er det den anden ende af hallen, der jubler. Arenaen er splittet mellem Senegal og Kasakhstan, men rivaliseringen er ikke større, end at alle klapper, uanset hvad der står i målscorerens pas. Japanerne er nemlig flinke og godt opdragede.
Spillerne elsker japansk opbakning
Efter kampen bliver spillerne hyldet af det japanske publikum, som fortsat er larmende, entusiastiske og glade.
Spillere fra begge hold er taknemmelige for støtten til eftermiddagens kamp og for den generelle opbakning, de har modtaget til mange af deres kampe i gruppespillet.
- Det var fantastisk at spille i den arena. Vi elsker det japanske folk. De er meget venlige. Mange tak til alle japanere, der heppede på os i dag, siger Senegals Awa Fall Diop til TV 2 SPORT.
- Stemningen hjalp os virkelig. Mange tak til de japanske fans for oplevelsen, siger Kasakhstan-stregspilleren Irina Baranovskaya.
Håndbold overalt i byen
Det er ikke kun i hallen, der er begejstring over, at VM i håndbold er kommet til byen.
Går man en tur på torvet i Kumamoto, er det svært at overse, at verdens bedste kvindelandshold har taget turen til den japanske by, hvor der bor lige over 700.000 mennesker.
Kampen mellem Senegal og Kasakhstan endte forresten 30-20 til førstnævnte, men det var ikke så vigtigt for de fremmødte japanere denne fredag.
De fik en fest – og fri fra skole – og VM-arrangørerne fik igen vist omverdenen, at der er stemning og mange fremmødte, når der spilles VM i Japan.