VM håndbold

Klavs Bruun kalder stemningen inden kampen ’supermærkelig’

Det danske landshold og landstræneren var nervøse inden den afgørende kamp mod Frankrig, og det skabte en mærkelig stemning, siger Klavs Bruun.

Der var alt på spil inden den afgørende kamp mod Frankrig.

Hvis Danmark tabte, ville VM være slut, næsten før det begyndte, og OL-kvalifikation ville være væk.

Det store pres var tydeligt at mærke på de danske landsholdskvinder inden kampen. Det fortæller Klavs Bruun.

- Der var en supermærkelig stemning. De var slet ikke så gearet, som de har været til de andre kampe, hvor vi har haft en fornemmelse af, at de faktisk var klar.

- Det var tydeligt at mærke, at de faktisk var nervøse. Så måtte jeg jo så fortælle dem, at det var jeg altså også. Jeg var da mega nervøs før kampen.

Og nervøsiteten var da også til at spore i kampens indledning. Fra begge sider. Det vrimlede med tekniske fejl, og det resulterede i, at stillingen blot var 9-7 efter 30 minutter.

Undervejs kaldte Bent Nyegaard det for "nærmest historisk, at der kun er scoret 14 mål efter 28 minutter".

Det franske forsvar havde ikke en chance. Anne Mette Hansen tyrede bolden i mål til 19-17 med et minut igen. Video: Louise Lind

Men det faktum at både spillerne og landstræneren var nervøse, viste sig at blive en fordel.

- Jeg tror egentlig, at det gav dem en eller anden fornemmelse af, at det er helt okay (at være nervøs, red.), og at det her handler om at blive ved med at gøre de ting, som vi er gode til.

- Og når vi står derinde, så står der en ved siden af, som vi har tillid til. Og en, som vi stoler på, og som arbejder røven ud af bukserne for at gøre os gode og hjælpe os ud af svære situationer, siger Klavs Bruun.

- Chancerne var ikke store

En spiller, der ikke så nervøs ud, var den danske målvogter.

Sandra Toft spillede ifølge Bent Nyegaard som en gudinde, hvor hun stod med en redningsprocent på hele 47 procent.

Men trods hendes flotte præstation var hun ikke just optimistisk inden kampen.

- Det er verdensmestrene, det er europamestrene. De smadrede os sidste år, og den sad lidt i kroppen på mig.

- Selvfølgelig troede jeg på, at det kunne lade sig gøre, men jeg syntes ikke, at chancerne var så store. Men vi greb dem, fortæller Sandra Toft.

Danmark endte med at vinde 20-18 og avancerede derfor til mellemrunden.

Her gælder det i første omgang de norske venner på søndag.