VM håndbold

Norsk stjerne berørte holdkammerater 157 gange før kamp

Med få tilskuere til Norges VM-gruppekampe i Japan sørger Stine Bredal Oftedal for, at hendes holdkammerater er helt klar til kampene.

I den tilskuer- og stemningsforladte arena Aqua Dome i Kumamoto, hvor det er muligt at høre en knappenål falde til jorden, må Norges håndboldkvinder selv sørge for at komme op i gear til VM-kampene.

I det arbejde går særligt holdets anfører Stine Bredal Oftedal forrest.

Under Norges opvarmninger bryder Györ-spilleren ofte stilheden i arenaen og indgyder kampmod i sine holdkammerater. Hun råber opmuntringer, giver highfives og kram. Og det er faktisk i en ekstrem grad.

157 berøringer

Før gruppekampen mod Serbien 3. december holdt en af TV 2 Norges udsendte reportere nøje øje med Bredal Oftedal, og da den norske opvarmning var slut, havde han sat 157 streger på sit papir.

Det er sindssygt, men hun giver highfives med hele holdet hele tiden

Camilla Herrem om Stine Bredal Oftedals mange berøringer

Så mange gange berørte Stine Bredal Oftedal en holdkammerat.

Selv var hun ikke klar over, at det var så mange gange, da hun blev spurgt til det.

- Åh, herligt! Det er lidt sjovt, men jeg har ingen anelse, sagde Bredal Oftedal til TV 2 Norge efterfulgt af et grin.

- Det er mange... 100 og et eller andet?

- 157 gange.

Ikke færre berøringer før Angola-kamp

Antallet overraskede hende. Så begyndte hun igen at grine, inden hun sagde:

- Det vil jeg ikke sige noget om. Det er mange gange.

Også under opvarmningen mod Angola 5. december holdt TV 2 Norge øje med Stine Bredal Oftedal, og her var der ifølge tv-stationen ikke mindre kropskontakt mellem anføreren og holdkammeraterne.

- Det er afgjort bevidst. Særligt når der er færre folk på tribunerne end ved andre mesterskaber. Her er det vigtigt selv at skabe noget humør og arbejde hinanden op. Hvis vi kan vinde lidt på at virke lidt underlige, så tager jeg den.

- Med den rolle jeg har, føler jeg lidt et ekstra ansvar for at være omkring mange og sørge for, at de er klar. Det kan være, at jeg bliver lidt for ivrig og måske gør det lidt for meget, men jeg føler lidt et ekstra ansvar, så jeg forsøger at være god til det, forklarede Bredal Oftedal.

Håber på sideeffekt

Stine Bredal Oftedals mange berøringer er også blevet bemærket af Camilla Herrem, der selv tager et stort ansvar. Antallet kom dog alligevel bag på hende.

- Det er sindssygt, men hun giver highfives med hele holdet hele tiden, lød det fra Herrem til TV 2 Norge.

De norske håndboldkvinder håber, at de mange opmuntringer og highfives også kan have en sideeffekt. Ifølge TV 2 Norge var der før nordmændenes første tre gruppekampe store forskelle i lydniveauet og antallet af kram på det norske hold og modstanderholdene.

- Vi håber, at det kan have en lille effekt på den anden side (af midterlinjen). Vi viser, at vi er klar. Vi kan håbe, at de ser og hører det og tænker, at 'shit, de er på', har Kari Brattset Dale udtalt til tv-stationen.

- Jeg tror, at det er tilfældet. Jeg bemærker selv, når et hold virker opsat. Men mest af alt er det for, at vi er klar fra start.

Om Stine Bredal Oftedal og resten af det norske hold er 100 procent klar i gruppefinalen mod Holland fredag, kan du se på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY. Kampen gik i gang klokken 12.30 dansk tid.

Se stillingen i gruppe A her.