VM håndbold

Toft svarer igen på franske drillerier

For de danske landsholdsspillere, der til daglig spiller klubhåndbold i den franske liga, var sejren over Frankrig ekstra sød.

Fire danske spillere får det ekstra sjovt, når de møder ind på arbejde for deres klubhold.

Sandra Toft, Lotte Grigel, Stine Bodholt og Louise Burgaard spiller til daglig i den franske liga, og det gav derfor den altafgørende VM-kamp mod Frankrig et ekstra krydderi.

Den venskabelige håneret var nemlig på spil, og den har de fire danskere nu. Danmark vandt nemlig 20-18 og skal ikke hjem til Frankrig lige foreløbig, men derfor kan man jo godt se frem til det kort efter den forløsende sejr.

- Jeg glæder mig allerede til at komme hjem til Brest, siger Sandra Toft.

Hvordan bliver det?

- En fornøjelse!

Hun fortæller, at der inden turneringen var drillerier rettet mod Brest Bretagnes eneste dansker.

- Nu har jeg hele efteråret hørt på, at jeg kommer hjem tidligt, fordi jeg skal spille Presidents Cup.

Presidents Cup, turneringen for hold, der ikke klarede sig videre fra gruppespillet, skal de regerende verdens- og europamestre fra Frankrig til gengæld spille. Til den kendsgerning har Sandra Toft ét ord til at beskrive, hvordan hun har det med det.

- Karma. Karma, siger hun og griner.

Grigel gav franskmænd hånd på skulderen

Lotte Grigel, der til daglig spiller i Nantes, glæder sig også til udsigten til at komme hjem til Frankrig.

- Det bliver så skønt, siger Grigel og tilføjer:

- Nogle af de franske spillere måtte man lige klappe og give en hånd på skulderen. Det var den bedste følelse (at vinde over dem, red.). Virkelig.

Metz-spilleren Louise Burgaard kan næsten ikke forstå, hvad der netop var sket, og hvilken betydning den danske sejr over franskmændene fik.

- Det bliver selvfølgelig dejligt (at komme hjem, red.). Det tror jeg ikke, de har prøvet før – det er jo en helt sindssyg tanke, at Frankrig skal spille Presidents Cup. Det forstår man slet ikke. Jeg synes bare, det er vildt, siger Louise Burgaard.

Mens Danmark skal spille mellemrundekamp mod Norge på søndag, møder franskmændene Angola i Presidents Cup samme dag.

Sandra Toft reddede det ene franske målskud efter det andet, da Danmark kæmpede for overlevelse ved VM i Japan. Video: Louise Lind