VM håndbold

Landsholdet udpeger Norges største styrke – her er de ’sindssygt gode’

Det danske landshold har stor respekt for den verdensberømte norske kontrafase, som igen i denne turnering har vist sig som en stærkt våben.

Norge er til denne slutrunde ramt af afbud fra flere stjerner, men erstatningerne har tilsyneladende købt ind på samme formular, som den normale A-kæde har kørt med i en årrække.

Nordmændene har nemlig indtil videre løbet så mange kontraer, at det næsten ikke kan betale sig at tælle med længere. Over 50 styk er det blevet til i deres kampe i det indledende gruppespil.

Derfor er det da også Norges vilje til at dyrke kontraspillet, det danske landshold fremhæver forud for søndagens vigtige mellemrundeopgør ved VM.

- Det er helt sikkert deres kontraspil. De spiller utrolig hurtigt. Både deres første- og andenfase er sindssygt god, og så har de nogle enkelte stjerner, som vi skal have dækket rigtig godt op, siger Trine Østergaard til TV 2 SPORT og fremhæver Stine Bredal Oftedal som omdrejningspunktet.

- De har en dygtig målmand i Silje Solberg, som har stået godt. Og så kommer det her kontraspil, som de er enormt kendte for og virkelig skarpe på. De satser også 100 procent på det, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Kræver disciplin og returløb

Den norske kontramaskine er verdenskendt for dens effektivitet. Klavs Bruun Jørgensen har dog en ide om, hvordan Danmark hælder benzin i dieseltanken.

- Det er lidt samme recept som mod Frankrig. Vi ved, det bliver svært at lave mål, vi ved, at vi skal hjem, så snart vi har scoret eller mistet bolden. Det blev afgørende mod Frankrig, at vi ikke gav noget væk i kontrafasen, og det bliver det i den grad også mod Norge, siger landstræneren.

Lærke Nolsøe overraskede i et returløb ved at gribe bolden i luften. Video: Louise Lind

Derfor gælder det for danskerne om at mindske de tekniske fejl, have tålmodighed i angrebsspillet og at snøre løbeskoene til returløb, hvis de skal prøve at dæmme op for Norges stærke våben.

- Det bliver virkelig en kæmpe nøgle til at kunne slå nordmændene, for ellers kommer Camilla Herrem, Stine Oftedal og Marit Jacobsen til at løbe os over, siger Louise Burgaard.

’Det norske system’

Udover kontrafasen fremhæver den danske playmaker Lotte Grigel også deres evige evne til at præstere og holde sig til blandt verdenstoppen uanfægtet omstændighederne.

- Deres største styrke er det her system, de bare ligger under. De har jo nogle store profiler, der er skadede og derfor ikke er med til disse mesterskaber. Og alligevel dukker der bare nogle nye op, som bare er sindssygt dygtige.

- Vi kalder det ’det norske system’, fordi det bare er en helt anden måde at spille kampene på med deres forsvar og målmænd, der bare står og kaster lange bolde op mod fløjene, siger Lotte Grigel.

’Systemet’ har vundet 12 guldmedaljer ved slutrunder, siden de tog den første af slagsen ved EM i Holland i 1998.