VM håndbold

Burgaard kritiserer holdets attitude: - Vi bliver bange

Danmark tabte en afgørende VM-kamp mod Norge, og ifølge Louise Burgaard spillede det danske hold med håndbremsen trukket.

Det var ren deja vu, da Danmark tabte til Norge søndag.

Deja vu fra kampen mod Tyskland, hvor Danmark var dygtige defensivt og nede i målet, men havde for store problemer med at lave mål.

Efter en kanonstart, hvor danskerne bragte sig foran 5-0, gik det helt i stå. Og Danmark havde rigtig store problemer med at score, og det irriterer Louise Burgaard.

- Det ærgrer mig meget, at vi ikke går ordentligt mod kassen til sidst. Det er så megatræls igen at stå og snakke om en håndbremse, der er trukket. Men det kommer lidt til at blive sådan, siger hun til TV 2 SPORT.

Og årsagen til de brændte chancer er ifølge Burgaard ret simpel. Danskerne kommer ind i en ond cirkel, og den bliver for svær at komme ud af.

- Hvis man har haft dårlige beslutninger eller skud, man brænder, kommer man måske til at tage det lidt for meget med og bliver bange for tage den næste chance.

- Der skal vi som hold vise, at vi har tilliden hele vejen til hver enkelt spiller til, at hun tager chancen. Det formåede vi ikke i dag, konkluderer Burgaard.

Burgaard noterede sig for to scoringer på syv forsøg, men sad på bænken det meste af 2. halvleg.

’Jeg råber og skriger’

Efter kampen var det naturligvis en skuffet dansk målvogter.

Sandra Toft var nok en gang et af kampens store højdepunkter, og derfor gjorde det ekstra ondt, at Danmark var så ufarlige foran mål.

- Jeg føler, jeg råber og skriger som en sindssyg inde i målet. Vi prøver virkelig at få banket noget ind, men så skyder vi forbi målet, eller de løber imellem og tager vores indspil.

- Det bliver lidt med håndbremsen trukket i angrebet, siger Sandra Toft til TV 2 SPORT efter kampen.

Sandra Toft var ekstremt skuffet og frustreret efter nederlaget på 22-19 til Norge. Video: Bo Bentsen

Resultatet betyder, at Danmarks chancer for en plads i semifinalen er minimale.

Der er dog stadig en vigtig OL-kvalifikation på spil, og du kan se kampen mellem Danmark og Holland mandag klokken 10 på TV 2 og TV 2 PLAY.