Danmark fejrede sejr over Norge som VM-triumf, mener norsk profil
De norske spiller frygter ikke Danmark, selvom danskerne vandt det seneste indbyrdes opgør i juli, der var en testkamp.
Det er de danske spillere, der kan fremkalde de bedste minder fra den seneste landskamp mod Norge.
Det var godt nok en sommertestkamp i juli, men Danmark vandt med 28-24. Kampen markerede afslutningen på en træningssamling, hvor de norske og danske spillere trænede sammen.
Vipers Kristiansand-spilleren Silje Waade husker stadig, at danskerne jublede som vilde, da de sejrede. Og hvis det står til hende, vil hun gøre alt for, at det ikke sker igen.
- Jeg synes, at de er de værste at tabe imod. Vi spillede en træningskamp mod dem i sommer, og de fejrede det som VM, da de slog os. Det er vigtigt for dem at slå Norge. Det er de ikke så vant til. Det skal ikke blive en vane, siger norske Silje Waade til det norske TV 3.
Silje Waade fortæller videre, at de norske og danske spillere kender hinanden særdeles godt, da der er mange fra det norske landshold, der spiller i Danmark. Men dette vil nordmændene imødekomme ved at bruge stor fysisk og presse danskerne.
- Camilla (Herrem, red.) sagde i går, at det skal gøre ondt på dem, der møder os næste gang. Det er ikke sjovt at spille mod Norge, og det skal vi vise. Danmark er et hold, der står godt til os. Deres spillestil minder om vores. Så vi skal være hårdere i alle spillets faser, siger Waade.
'Danmark har fået et boost'
Hvis danskerne kigger længere tilbage end den seneste testkamp, er det måske ikke så gode minder, der blev fremkaldt.
I de seneste 10 kampe i alle turneringer, er det blevet til 9 norske sejre.
Den norske anfører og stjernespiller, Stine Bredal Oftedal, erkender på trods af det, at "det bliver en rigtig hård kamp" - og især efter, at danskerne har fået selvtillid med sejren over Frankrig fredag.
- Det bliver en rigtig hård kamp. Danskerne har haft det lidt svært i nogle mesterskaber, men hver gang folk møder dem, ved de, at det bliver svært og hårdt. Nu har de nok fået et boost af at slå Frankrig, så vi skal være der, hvor vi var mod Holland, og de perioder, hvor vi dykker lidt, skal vi gøre mindre.
- Det vigtigste er ikke at lade sig stresse af fejl. Stillingen mellem Frankrig og Danmark blev vist 20-18. Det er meget få mål. Der er meget at hente ved at blive ved med at tro på det, selvom vi brænder. Det manglede vi lidt fredag , siger den norske stjerne om kampen mod Holland, hvor Norge tabte med 28-30.
Norge og Danmark mødes klokken 12.30 søndag.