VM håndbold

Landstræneren kunne ikke genkende Anne Mette Hansen

Anne Mette Hansens spil faldt i takt med, at det generelle niveau også faldt for Danmark i løbet af kampen. Det ærgrer hende selv og landstræneren.

Se Danmarks kamp mod Holland mandag klokken 10 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Det var langt fra Anne Mette Hansens dag mod Norge.

Den danske bagspiller scorede kun to mål på syv forsøg, da Danmark tabte med 19-22 i den første kamp i mellemrunden.

Efter kampen havde landstræner Klavs Bruun Jørgensen svært ved at forklare, hvorfor tingene ikke fungerede – og især hvorfor skytterne ikke kunne få hul på bylden.

Hvordan oplever du spillerne ved skuddene?

- Jeg synes, at det ser opgivende ud. Det er svært at greje, hvad pokker der sker. Når jeg kigger på Anne Mette Hansen synes jeg ikke, at hun ligner den Anne Mette Hansen, jeg kender. Det kan jeg ikke forstå. Det må vi hjem og samle op på, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Anne Mette skal skyde, og hvis hun brænder, skal hun bare op med hovedet igen og videre. Det er lidt det samme med vores forsvar, hvor vi dækker fremragende op. Vi ærgrer os alt for meget over, at vi laver fejl, men man vil altid lave fejl i en håndboldkamp.

Anne Mette Hansens spil faldt i takt med, at det generelle niveau også faldt for Danmark i løbet af kampen. Det ærgrer hende selv og landstræneren. Video: TV 2 SPORT

TV 2 SPORTs håndboldekspert Lærke Møller fortæller, at der kan være mange årsager til, at det ikke fungerer. Men spillerens mentale tilstand spiller en stor rolle.

- Det virkede som en mere tøvende Anne Mette Hansen i forhold til, hvad vi så i Frankrig-kampen, hvor hun bare kom med 180 kilometer i timen. Det skud, hun tager til sidst i Frankrig-kampen, viser meget godt den mentale tilstand, hun var i der. Sådan var det ikke i denne kamp.

Det er simpelthen for dårligt, vi har jo ikke noget at tabe

Anne Mette Hansen om nederlaget

'En katastrofe - og det irriterer mig grænseløst'

Anne Mette Hansen erkender også selv, at hun ikke var, hvor hun spille være. Hun kalder det ”frustrerende”, men jagter allerede revanche mandag, hvor Danmark møder Holland.

- Jeg ved ikke, om det bliver hektisk, men når vi skal kæmpe for hvert mål, og man brænder én gang, kan det godt betyde meget i sådan nogle kampe, hvor der ikke bliver scoret mange mål. Men det er simpelthen for dårligt, vi har jo ikke noget at tabe.

Tager du de skud, du skal tage i dag?

- Nej, det gør jeg nok ikke, og så jeg brænder jeg den, hvor jeg er helt inde over. Det var en katastrofe, og det irriterer mig grænseløst, siger Anne Mette Hansen.

Danmarks drømme om en VM-semifinale er dog ikke helt slukkede endnu. Men mange resultater skal flaske sig, hvis Danmark skal blive blandt de bedste fire lande ved VM. Læs mere om det her: