VM håndbold

Norge har ’verdens bedste’: - Betyder alt at få lukket hende ned

Stine Bredal Oftedal er anfører for det norske landshold. Hiroshi Yamamura / Ritzau Scanpix

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er ikke i tvivl om, at Norges Stine Bredal Oftedal lige nu er verdens bedste håndboldspiller.

Ingen i den danske lejr var i tvivl, da de skulle udpege Norges største profil forud for deres kamp søndag.

Navnet Stine Bredal Oftedal gik igen hos alle adspurgte.

Den 28-årige Györ-bagspiller er en nøglefigur i det norske spil, og superlativerne er nærmest uendelige, når landstræner Klavs Bruun Jørgensen samt de danske spillere skal prøve at beskrive hendes talent på en håndboldbane.

Er Stine Oftedal verdens bedste i øjeblikket?

- Ja, det synes jeg. Hun besidder stort set alt. Hun styrer altså også verdens bedste klubhold med hård hånd, og det er et klubhold, som har mange store stjerner. Hun er en autoritet både i måden at lede på og sætte sig selv og folk i scene, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen og tilføjer:

- Man skal være bevidst om, at hun kommer til at være afgørende i rigtig mange af spillets faser. Det er hende, der ligger og laver presset til de andre. Det kan godt være, at hun ikke har sidste hånd på, men næstsidste hånd på det meste.

De hollandske kvinder ender som nummer et i gruppe A, efter de besejrede Norge i gruppefinalen. Video: TV 2 SPORT

Stjernespiller, superintelligent og fintestærk

Med prædikatet ’verdens bedste’ er hun et åbenlyst dansk fokuspunkt ved taktikmødet lørdag. Det er dog ifølge landstræneren og de danske spillere umuligt at lukke helt ned for det, hun kommer med.

- Hun er deres kontrafase. Hun er den, der driver bolden op. Den speed, hun har i benene, og det overblik er der få andre, der har. Hun er helt klart en nøglespiller for dem, som det betyder alt at få lukket ned, siger Louise Burgaard.

- Det er primært Stine Oftedal, som styrer hele Norges angrebsspil med hård hånd. Hun er sindssygt god til at sætte sig selv i gode situationer. Hun er en stjernespiller på det hold, siger Trine Østergaard.

- Det er deres anfører Stine Oftedal. Hun er absolut deres omdrejningspunkt. Hun driver dem frem i kontraerne, sætter deres angrebsspil, og det er jo hende, det hele drejer sig om. Hun er superintelligent, og samtidig er hun fintestærk. Man kan sætte spillet op i nogle kriterier, og jeg vil næsten sige, at hun kan det hele, siger Lotte Grigel.

Kan genbruge noget af taktikken fra Frankrig-kampen

Når det danske landshold skal forsøge at lukke ned for hende og Norges berygtede kontrafase, kan opskriften være lidt af det, som fungerede så fremragende mod Frankrig.

Tålmodigheden i angrebet og ikke at være bange for at trække tempoet ud af kampen kan blive nøglen til succes mod holdet, der har løbet flest kontraer i turneringen.

- Det er ligesom mod Frankrig, som også havde løbet mange kontraer. Det her med at minimere ens tekniske fejl og virkelig passe på kuglen i angrebsspillet, så de ikke får de lette bolde, hvor de kan løbe på en parade eller på en håbløs bold til stregen. Det handler om at time, hvornår vi kan løbe hjem, siger Louise Burgaard.

Oftedal spiller til daglig sammen med Anne Mette Hansen i den ungarske storklub Györ. De to kommer til at stå over for hinanden søndag klokken 12.30 dansk tid.