VM håndbold

Norsk stjerne gav Iversen ret: - Jeg er rasende

Sarah Iversen blev igen dømt for to fejlscreeninger af russisk dommerpar. Generelt var Klavs Bruun Jørgensen ikke tilfreds med deres kendelser.

Søndag var der genvalg til det russiske dommerpar Viktoria Alpaidze og Tatyana Berezkina til en dansk landskamp, og igen var de et tema efter 60 minutters spil.

Efter VM-kampen mod Sydkorea for en uge siden fortalte den danske stregspiller Sarah Iversen, at de havde henvendt sig til hende inden kampen. Senere dømte de blandt andet to fejlscreeninger på hende, da kampen var i gang.

Samme antal fejlscreeninger blev Iversen dømt for mod Norge søndag, og det irriterede hende og landstræneren.

- Det er ret frustrerende. Det vil jeg gerne sige. Jeg er rasende, siger Sarah Iversen.

- De dømmer to fejlscreeninger på hende i dag. Jeg synes, vi har et klart straffekast, hvor de også får to minutter. Det er marginale kendelser, og der er trods alt forskel på, om vi får straffe eller tremeterkast. Så jeg synes ikke, vi er heldige med de to russere. Men sådan er håndbold også en gang i mellem, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Talte med Heidi Løke

Sarah Iversen blev så frustreret over kendelserne for fejlscreeninger, at hun henvendte sig til den norske veteran Heidi Løke, og de to fik sig en lille samtale undervejs.

- Jeg når endda at snakke med Heidi Løke om, at dommerne… Ja, jeg må ikke svine dem til, hvis vi skal have dem igen. Men det er noget andet, end vi er vant til.

- Hvis selv Heidi Løke kan sige, at dommerne er røvdårlige, og at der ikke er fejlscreening, tror jeg simpelthen ikke, den holder, siger Sarah Iversen.

Heidi Løke husker også samtalen med en frustreret Iversen.

- Jeg er fortaler for, at der skal være plads til hårdt spil og lov til at fighte.

- Jeg sagde det faktisk til hende, at jeg synes, at man skal have lov til at få lov til at fighte. For hun var virkelig frustreret over det, siger den norske stregspiller til TV 2 SPORT.

Iversen ærgrer sig over nederlag

Danmark tabte 22-19 til nordmændene, og frustrationen over det vægtede tungest hos Iversen, som følte, at danskerne var godt med under hele kampen.

- Jeg synes ikke, de (dommerne, red.) var lige så hårde mod mig, som de var sidst. Men jeg synes, det er mærkeligt.

- På en skala fra et til ti, er det ti. Vi taber lidt til os selv og giver dem så mange nemme chancer for at score. Det er så ærgerligt, når vi har spillet så godt, siger Iversen.

Det danske landshold har mulighed for at komme af med frustrationerne på banen, når de møder Holland mandag klokken 10. Den kamp kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.